Afdelingsbestyrelsen – er det mig?

Brabrand Boligforening

Af Susanne Witting, administrationschef

Som beboer i en almen boligafdeling har du en unik mulighed for at få din stemme hørt.

Måske er du lige flyttet til området og synes, det kunne være rart at lære andre at kende og engagere dig i noget? – Måske er du gået på pension og mangler noget at rive i? – Eller måske har du jævnligt ideer til aktiviteter og ting, der kunne være anderledes, der hvor du bor?

Hvis det er tilfældet, vil det være oplagt, at du stiller op til afdelingsbestyrelsen i din afdeling.

Afdelingsbestyrelsens primære mål er at få afdelingen til at fungere så godt som muligt. Som både beboer og medlem af afdelingsbestyrelsen kender du ofte de ønsker og behov, som beboerne har. Måske er en ny legeplads efterspurgt eller en smukkere beplantning på fællesarealerne.

Som repræsentant for beboerne er det afdelingsbestyrelsens opgave at bringe disse ønsker videre i dialog med boligforeningen. Som medlem af afdelingsbestyrelsen er det nemlig din opgave at være med til at træffe beslutninger og planlægge, hvad der skal ske i afdelingen, og hvilken vej I vil gå. Ideer til ændringer og forbedringer i afdelingen kommer som regel fra afdelingsbestyrelsen. Det er her, diskussionerne starter, og det er ofte her, ideer til fremme af afdelingens sociale liv opstår.

At det er gavnligt for en afdeling at have en aktiv afdelingsbestyrelse, er der ingen tvivl om. Faktisk gør det en verden til forskel. Uden en afdelingsbestyrelse er beboernes stemme ikke repræsenteret, og driften af afdelingen bliver alene noget, som boligforeningen tager sig af.

Vil du være med til at gøre en forskel, der hvor du bor? Så stil op til afdelingsbestyrelsen på næste afdelingsmøde. Omfanget af arbejdet er som oftest begrænset – men betydningen stor!

Det forventes ikke, at du har forhåndskendskab til bestyrelsesarbejdet, og der vil være hjælp at hente hos de øvrige medlemmer i afdelingsbestyrelsen, ligesom der vil være tilbud om kurser i bestyrelsesarbejdet.

Vil du vide mere om arbejdet i afdelingsbestyrelsen, er du velkommen til at kontakte den siddende afdelingsbestyrelse eller administrationen hos Brabrand Boligforening.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2018
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt