Gør, hvad du kan for at undgå indbrud  

Sommerferien er indbrudstyvenes højsæson, men du kan gøre meget for at holde dem væk

Af Susanne Witting, administrationschef

Mange boligforeninger oplever hvert år, at beboere har haft indbrud, mens de var bortrejst. Derfor har vi samlet en række gode råd, der kan hjælpe dig med at forhindre indbrud, mens du er på ferie.

Tjek dine vinduer og døre. Det vigtigste, du kan gøre for at undgå indbrud i dit hus eller lejlighed, er at sikre dine vinduer, låse og døre. Du kan få undersøgt, hvor godt din bolig er sikret, og hvad du kan gøre for at forbedre sikkerheden med et indbrudstjek.

Brug nabohjælp. I en almen boligafdeling bor du dør om dør med andre, og det er faktisk et af de bedste præventive midler mod indbrud. Fortæl dine naboer, at du tager på ferie, så de kan holde et ekstra øje med uønsket aktivitet i og omkring din bolig. Bor du i hus, kan du fx lade naboerne fylde skraldespanden, tømme postkassen og parkere deres bil i indkørslen, så der ser beboet ud.

Vis ikke feriebilleder på Facebook, mens du er afsted. Nogle indbrudstyve bruger sociale medier som Facebook, Instagram eller Twitter til at se, om en beboer er på ferie. Vent derfor med at poste ferieopslag, til du er hjemme igen.

Få dit hus eller lejlighed til at se beboet ud. Bor du i hus eller i en stuelejlighed, så lav med vilje lidt rod, så det ser ud, som om huset er beboet. Lad fx lidt legetøj ligge fremme, stil en kop og lad en opslået avis ligge på spisebordet og opvasken stå i stativet. Hvis du har mulighed for det, så sæt tænd/sluk-ure på dine lys, så de tændes om aftenen. Træk gardinerne for i soveværelset, men ikke andre steder.

Har du have, så få den til at se ud, som der er nogen hjemme. Igen: Lav lidt rod. Har du børn, så lad fx bolde og hulahopringe og andet legetøj ligge på plænen eller terrassen, og hæng tøj på tørresnoren. En ferieryddet bolig signalerer, at der ikke er nogen hjemme. Bor du i en opgang, hvor der er rengøring, så få naboerne til at lægge din måtte på plads foran døren. En måtte, der står op ad døren, viser meget tydeligt, at der ikke er nogen hjemme.

Beskyt dine værdigenstande. Lad ikke værdigenstande som smykker, ure, tablets eller computere ligge frit fremme, og gem dem ikke i soveværelset. Det er typisk det første sted, en tyv vil lede. Læg værdifulde genstande i en bankboks eller et værdiskab i hjemmet, eller gem dem et sted, hvor der er mindre risiko for, at en tyv vil lede. Gem også ekstranøgler til hus og bil, så tyven ikke indbydes til endnu et besøg.

Bor du i hus, er det vigtigt at sætte en hængelås på skuret og låse værktøj, haveredskaber og stiger inde i skuret. Nogle tyve bruger de remedier, de kan finde på adressen, til at bryde ind med.

Tegn en indboforsikring. Er uheldet ude, er det utrolig vigtig at have de rigtige forsikringer, så du får dækket tabet af stjålne genstande og evt. skader opstået i din bolig som følge af indbruddet. Det anslås, at 14 pct. af beboerne i almene boliger ikke er forsikret mod indbrud. Er du en af dem, vil vi råde dig til at tegne en indboforsikring, inden du tager på ferie.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT




 
 
© 1970-2019
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt