8.220 Ideer fortsætter med at spise
Et halvt hundrede deltagere ved besøget i Fællesgartneriet i Årslev. Næste arrangement er ved True Skov
Af Helle Hansen, Gellerup Fællesråd
Hvem skulle have gættet, at der ned ad en stikvej i Årslev ligger den skønneste plet med udsigt over Årslev Sø. Men det fandt alle deltagerne i Gellerup og Brabrand-Årslev Fællesråds 8.220 Ideer, der binder sammen-middage ud af, fordi at spisearrangement lå placeret i et af de store nedlagte drivhuse, som i dag danner rammen om Fællesgartneriet i Årslev.
Fællesgartneriet er et sted, hvor medlemmer hver får deres lille lod, hvor de kan dyrke, hvad de vil. Og det gør de; tomater, agurker, græskar, meloner og blomster og meget andet, som skabte en sand grøn oase i det gamle drivhus.
Middagen, der blev serveret, var en vegetarisk bønneret leveret af Faour fra Smag a la Gellerup. Og så havde deltagere selv medbragt salat til et fællesbord, så det blev et rigtigt gilde.

Omkring 50 børn og voksne deltog i spisningen i fællesgartneriet.
Kom og hør om True Skov
Mandag den 16. september finder næste 8.220 Ideer-spisning sted med fokus på True Skov.
Arrangementet, er det fjerde i rækken af ”8.220 Ideer-spisninger”, hvor der skabes møder på tværs af postnummeret 8220 i sommeren 2019. Det foregår i forbindelse med Brabrand Kulturuge – og alle nysgerrige er velkomne. Når vi har hilst på hinanden og spist lidt mad, kan du høre nyt om de mange planer, der er med det nye store skovanlæg i den vestlige ende af 8220.
Mødested er hos Buus Anlægsgartnere, Rætebølvej 6, 8220. Det koster 20 kroner at spise med. Der er plads til 60 deltagere efter først til mølle-princippet: Tilmelding på hhmh65[AT]hotmail[DOT]com – skriv ”8.220 ideer” i emnelinje – eller tilmeld dig på Facebook-begivenheden på ”8.220 Ideer, der samler Brabrand, Årslev og Gellerup”.
Gellerup Fællesråd og Brabrand-Årslev Fællesråd har fået støtte af Genlyd.dk-puljen til fællesspisningerne.
Omkring 50 børn og voksne deltog i spisningen i fællesgartneriet.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2019-05 September

