Afd. 5: Budgettet nedstemt på Toveshøj
Afdeling 5 – Toveshøj
Udsigten til en huslejestigning på 3,8 procent fik beboerne til at nedstemme budgettet
Tekst og foto Elsebeth Frederiksen
Afdelingsmødet på Toveshøj tirsdag den 17. september, der blev afholdt på Tovshøjskolen, stod i udviklingsplanens tegn.
Formanden for afdelingsbestyrelsen, Anett S. Christiansen, talte i sin beretning om, at udgangspunktet for bestyrelsen på Toveshøj er, at nul blokke skal rives ned, men fortalte også, at hun er klar over, at den nye regering har stemt for at rive blokke ned.
På Toveshøj ved de endnu ikke, hvilke blokke der skal rives ned, men kun at det bliver tre. Det bliver først afgjort i 2023-24, og det er der, ifølge Anett, alt for lang tid til. Vinduerne og tagene er utætte, og når blokkene, der skal nedrives, endnu ikke er udpeget, kan de heller ikke påbegynde renoveringen på de andre blokke.
Som tingene ser ud nu, så er A17 ved at være færdigrenoveret. Det er pilotprojektet, så det skal evalueres, før de kan gå i gang med resten. Altså når de finder ud af, hvilke der skal rives ned.
Anett siger, at bestyrelsen har været på besøg i den nyrenoverede blok, og det er rigtigt flot.
Skrald og svineri
Dette punkt overtog næstformand Ilham Mohamed. Hun viste nogle billeder, som fik beboerne til at rynke på næsen, men det er sådan, nogle opgange ser ud. Ilham gav derefter en opsang til dem, der ikke kan finde ud af at rydde op. Dermed kom også ros til blokambassadørerne, for de havde set skrald med navn og adresse på smidt i opgangen, og var gået op til beboeren og havde fået hende til at gå ned i opgangen for at rydde op efter sig selv.
Hvordan sparer afdelingen penge?
Anett S. Christiansen forslog i sin beretning, at afdelingen kunne spare 600.000 om året, hvis indflyttere selv tog deres køleskab og komfur med.
Det var ikke så populært hos beboerne. De fleste sad bare og rystede på hovedet, men beboeren Christian Andersen gik op og argumenterede for, at der boede mange på Toveshøj, som ikke havde råd til selv at købe køleskab eller komfur.
En anden beboer, Nebiye Keskin, var også oppe at markere sin holdning:
Da jeg flyttede til Toveshøj, var jeg overrasket over, at der var både vaskemaskine og tørretumbler, det betragter jeg som luksus.
Derfor foreslog hun, at man selv kunne købe det, men bevare køleskab og komfur. Det var der ikke den store tilslutning til, og derfor blev det ikke stillet som et ændringsforslag, da budgettet blev gennemgået. Det var Susanne Witting, som stod for den del. Her redegjorde hun for, at huslejen skulle stige med 3,8 %. Det var alligevel for meget for beboerne, som syntes, at huslejen er steget rigeligt i sidste mange år.

Der blev stemt nej til huslejestigninger.
Det blev et nej herfra
Da de kom til afstemningen, blev det så til et nej til huslejestigning.
Nu er det op til foreningsbestyrelsen at indbringe budgettet til tilsynet i Aarhus Kommune.
Det er dog meget sandsynligt, at de godkender. Medmindre der er lavet store fejl i budgettet, laves det ikke om. Administrationen gjorde, inden mødet sluttede, opmærksom på, at beboerne stadig får et brev med varsling af huslejestigninger pr. første januar, fordi det er lovpligtigt at give tre måneders varsel.
Anett S. Christiansen har efter mødet været ude på Facebook for at forklare beboerne, at de skal huske at læse sidste del af huslejevarslingen. Der står nemlig, at stigning er med forbehold for Tilsynets godkendelse.
Toveshøj, afdeling 5 Huslejestigning: 3,8 % |
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2019-06 Oktober