Afd. 8: Gammelt nyt fra afd. 8, Drejergården, med en twist
Afdeling 8 – Drejergården
Ny bestyrelse med en mængde ophobede opgaver, som skal klares først
Tekst Peter Stampe – foto (kun online) af Ulrik Ricco Hansen
Som tidligere nævnt i Skræppebladet har afdeling 8 , efter mange år med kun en kontaktperson, Anne Marie Ilsøe, siden september 2019 en nyvalgt bestyrelse, som også inkluderer den gamle kontaktperson. Hvilket er umådeligt godt for den nye bestyrelse, fordi hun kan pege på en mængde hængepartier, som der ikke er gjort noget ved.
Kontaktpersonen kan kun påpege fejl og mangler, men har ikke beslutningskraften til at føre tingene ud i livet, men det har bestyrelsen!
Og det er det ansvar, som vi vil gøre vores bedste for at leve op til. Der vil komme ”smuttere”, fejlbeslutninger, men sådan er livet som en bestyrelse.
Hvis bare mængden af gode beslutninger, som er godt gennemført, overstiger væsentligt mængden af fejlbeslutninger, har vi gjort et godt stykke arbejde. Kritik vil komme, men kritik er uundgåeligt, og SKAL heller ikke undgås. Andre beboere har andre opfattelser af situationen end bestyrelsen, og det skal vi bare hilse velkommen.
Vi kan i lighed med alle andre blive klogere af kritik, så sådan ligger landet. Vi skal i lighed med andre lytte mere, end vi taler, og tænke os grundigt om, hvor vi tager hensyn til andre beboeres opfattelser, før vi tager en beslutning.
Nok om de basale vilkår, som omfatter bestyrelsesarbejdet. Vi har nogle officielle bestyrelsesmøder, hvor vores sekretær, Gitte Kjær, også er til stede.
Hvis bare mængden af gode beslutninger, som er godt gennemført, overstiger væsentligt mængden af fejlbeslutninger, har vi gjort et godt stykke arbejde.
Møde med teknisk chef
For at gøre det klart og forståeligt kan vi f.eks. oplyse, at vi den 16. januar havde et forberedende møde med Ole Hviid, som er teknisk chef for samtlige afdelinger i Brabrand Boligforening og Peter Aagaard, som er den nye servicechef.
Her blev der på et rimeligt overordnet plan gjort rede for, hvordan serviceafdelingen kan hjælpe os på en mængde specifikke områder. Vi var godt tilfredse med mødet, fordi det faktisk lyder, som om at planerne på papiret kan overføres til den virkelige verden.
Selvfølgelig kræver det nogen tålmodighed fra vores side, idet planerne skal tilpasses den faktiske virkelighed, så de faktisk KAN udføres til vores tilfredsstillelse, med det kvalitetsniveau, som både sikrer kvaliteten, og som ikke bliver for dyrt. Alt dette skal afklares ved fremtidige møder og ved at følge med i, om de praktiske arbejder faktisk bliver lavet til vores og alle beboernes tilfredsstillelse.
Møde om det grønne område
Hernæst kan vi oplyse, at i uge fem skal bestyrelsesformand Lars Jakobsen og Anne Marie Ilsøe, vores tidligere kontaktperson, have et møde med servicelederen og den medarbejder, som står for det grønne område. Emnet er vores grønne område, og hvad der skal gøres. Vi, de resteredne to medlemmer af bestyrelsen, venter med spænding på at blive informeret om resultatet.
Så kort til sidst: Bestyrelsen får sit at se til her i afdelingen, men det er kun godt. Måske kunne bestyrelsen ligefrem blive inspireret af arbejdet, hvem ved?
Vi er i alle tilfælde fortrøstningsfulde og ser frem til forhåbentligt at aflevere nogle gode resultater, som de fleste bliver tilfredse med eller kan leve med.
BestyrelsesmøderVi har nogle officielle bestyrelsesmøder, hvor vores sekretær, Gitte Kjær, også er til stede. Datoer for afdelingsbestyrelsesmøder 2020: I kan endvidere kontakte bestyrelsesformand Lars Jakobsen på e-mail larsjakobsen[AT]outlook[DOT]com eller ved at lægge en besked i hans postkasse i nummer 44 C. |
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2020-01 Februar