E&P Huset i nye omgivelser
Nyt og gammelt ansigt i helhedsplanens info-center
Tekst og fotos Helle Hansen
Indenfor ligner huset næsten sig selv, på nær at al inventaret stadigvæk står stablet i flyttekasser. Men udenfor er omgivelserne forandret, for E&P Huset er nemlig rykket et par hundrede meter ned ad Karen Blixens Boulevard og ligger nu lige der, hvor Trille Lucassens Gade og Jettesvej mødes lidt nord for Nordgårdhallen.

Veje krydses, hvor E&P Huset nu ligger for enden af boulevarden.
Et nyt og et gammelt ansigt byder hurtigt indenfor – i coronaafstand. Det kendte ansigt sidder på Chadi Ali Kayed, der er flyttet med huset, han har fortsat ansvar for booking og guideture. Det nye hoved sidder på Sophie Rasmussen, der fremover skal være daglig leder af infocentret. En stilling under borgmesterens afdeling, hvor hun har været ansat siden 1. marts. Under coronakrisen har hun dog mest arbejdet hjemmefra eller været omkring rådhuset, men fra 11. maj flytter hun ind på kontoret i E&P Huset.
Endnu vides det ikke, hvornår der officielt bliver åbnet for møder i E&P Huset igen, det afhænger af udviklingen med corona. Men når der åbnes, så kan gæster komme forbi og opleve en opdateret model over hele området, for der er sket nogle ting i løbet af det snart halve år, modellen har været opmagasineret i Brabrand Boligforenings foyer.

Sophie Rasmussen og Chadi Ali Kayed er i fuld gang med at flytte ind i de gammelkendte lokaler.
”Men vi tør næsten godt annoncere, at vi kommer til at holde en ordentlig åbningsfest den 18. september,” lover Sophie Rasmussen, der glæder sig til at komme i gang. Og hun opfordrer alle til at følge med på Facebook, for der kommer til at ske ting og sager allerede om kort tid, og en del af aktiviteterne kommer til at ske sammen med de nye naboer i Sigrid Stue, som også er flyttet med ned ad gaden.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2020-03 Maj