E&P Huset bliver til Information Vest

I de røde containere er vi gået i gang med en brandingproces, hvor huset indvendigt skal ”pakkes ind” i en ny og spændende, permanent udstilling med informationer og flot grafisk materiale om områdets fortid, nutid og fremtid.
Den indvendige udstilling er færdig til januar 2021, hvor vi glæder os til at vise den frem for alle interesserede

Først på foråret vil den udvendige branding også være klar. Her skal der blandt andet sættes store bannere op, som tydeligt og på lang afstand fortæller såvel beboere som folk udefra, at dette hus er informationscenter for Gellerup og Toveshøj.

Som en del af brandingprocessen har vi besluttet at omdøbe E&P Huset til et navn, der i højere grad fortæller, hvad der foregår inde bag dørene i de røde containere. Og hvad er da mere nærliggende end at kalde huset for Information Vest.

Information Vest er stedet, hvor man bliver budt velkommen til området, hvor man kan finde kultur, oplysning og oplevelser, og hvor man får adgang til Aarhus Vest.

Hvad har den seneste tid budt på?
I de sidste par måneder har Information Vest lagt hus til mange lokale projekter såsom Bydelsmødre og Baba. Vi har startet et samarbejde med Naturdetektiverne, som fremover vil lave outdoorevents på vores store plads hver anden lørdag. Husk at holde øje med tipien, for når den er oppe, har vi gang i aktiviteter, som alle naturligvis er velkomne til at deltage i.

Vi har også haft besøg af 5.-klasserne fra flere skoler i området, som har lavet en udstilling baseret på indtryk og aftryk af Gellerup. Udstillingen kunne opleves i huset i november måned.

Bydelsvandringer med nye koncepter
Trods coronarestriktionerne er vores bydelsvandringer også kommet godt i gang igen. Vi har tilføjet nogle nye koncepter, blandt andet en meget populær historisk vandring til Tovsgården med byvandrer og formidler Pernille Helberg Stentoft alias Vandrende-P. Den 17. december forsøger vi os med en ny vintervandring, der hedder Gellerup By Night. Denne aften skal vi opleve de mange flotte lysdesign i området og besøge Square One.

Sideløbende med temavandringerne laver vi fortsat vores klassiske bydels­vandringer, men knap så ofte som i efteråret, da den tidlige skumring sætter sine begrænsninger.

Koncerter – både live og streamede
Vi har her i efteråret taget hul på en koncertrække, som fortsætter i det nye år. I november havde vi besøg af dansk-kurdiske AySay, og den 5. december gav Simona Abdallah koncert. Alle koncerterne bliver streamet på Information Vests facebookside, så alle kan være med på bedste coronasikre vis. Næste koncert bliver den 5. februar 2021.

Følg med i vores mange arrangementer på facebook.com/informationvest




Del eller print denne side:  


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 
© 1970-2021
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt