Et eventyr om at bade og vaske tøj

– Så mange årtiers godt liv, at det da kun kan ende…

Tekst og foto Daniel Mantel

Der var engang en ung pige, der flyttede hjemmefra. Det var i ‘70’erne, og hun valgte uden tøven en lille lejlighed i de helt nye blokke lidt uden for Aarhus. En såkaldt mf-lejlighed. Det afgørende var det store badeværelse. Og til hendes store glæde, et fællesvaskeri lige et par opgange henne. Perfekt for den unge pige.

Hun var måske ikke den smukkeste af alle, eller på andre måder specielt bemærkelsesværdig. Nok ret anonym. Derfor var hun ekstremt pertentlig med sin fremtoning: Hun satte personlig hygiejne og påklædning meget højt. Ikke at hun var forfængelig, det vidste hun godt var omsonst. Men proper og præsentabel ville hun være. Ikke en plet på tøjet skulle kunne peges på, det gav hende lidt af den selvsikkerhed, der nok ikke var så meget af. Om det så var det tøj, der ikke ses, betød det alt for hende, at det var pinligt rent.

Hun fik sig et job som stuepige på et mindre hotel. Det gjorde ikke hendes krav til sit eget udseende mindre. De andre beboere vænnede sig til, at hun nærmest havde eneret på 2 x 3 maskiner om ugen i vaskeriet. Og hendes ekstraregning for varmt vand betalte hun med sindsro: Det daglige bad, ofte to, nogle dage endda tre, var aldeles uundværligt.

Rent tøj på ren hud var hendes version af en sund sjæl i et sundt legeme. Uden at hun gik specielt op i mode eller klædte sig opsigtsvækkende. Nærmere tværtimod, fornuft og kvalitet var nøgleordene.

Roligt og trygt

Årene gik, og det var gode år. Hun blev forfremmet til receptionist, hvilket ikke gjorde hendes krav til sig selv mindre. Hun følte sig tryggest ved altid at have et komplet sæt rent skiftetøj. Sved, en plet, vejret, støv … Der kunne være så meget i løbet af en dag!

Hun levede stille og roligt i sin lejlighed, var et hjemmemenneske uden de store behov. Men tilfreds var hun, og hun fejrede sine runde fødselsdage med en ekstra vas-kedag og indkøb af lidt dyrere tøj, end hendes økonomi egentlig tillod. Men huslejen var lille, og af andre udgifter var der næsten ingen. Hun havde det godt med sig selv og i sit eget selskab, også som først kvinde, så midaldrende kone.

Dog begyndte hun at kunne mærke de mange timers stående og gående arbejde. Det begyndte at knibe med bentøjet. Indkøbsture og slæben vasketøj blev, hvad hun kunne klare. Hendes arbejdsplads gav hende en ny stilling, ikke ligefrem en forfremmelse, men nu kunne hun sidde ned. Og var vel heller ikke mere så egnet som frontfigur i receptionen. Trods hendes stadig upåklagelige properhed.

Men hun var, som altid, tilfreds på sin stilfærdige tilbageholdende måde.

Ganske pludseligt…

Så kom, som et lyn fra en forvirrende himmel, meddelelsen. Byen, der var vokset rundt om hendes blok og hele området, havde en plan. Rettere, mange og skiftende planer, men det gik hen over hovedet på hende. Som på så mange. Men brevet! Hendes lejlighed skulle renoveres. Det betød flytning.

Umiddelbart var den nye lejlighed yderst fin at se på. Og hendes glæde over et splinternyt brusebad var da stor. Indtil de første daglige brus. Det viste sig, at dette hypermoderne system var langt mere følsomt over for de andre beboeres brug af vand. Så hun måtte hoppe ud og ind under vandstrålerne, da de på sekunder skiftede fra iskoldt til brandvarmt. Hun var ikke ung mere, så at hoppe ud og ind var med besvær, ømhed og smerter.

Hun havde en smule håbet på en mini-vaskemaskine. Det var der ikke. Hun tænkte lidt selv på at anskaffe en, men der var ikke rigtig plads til den, og at tilslutte ville være svært, med badeværelsets eneste strømudtag.

Men hun havde sit fællesvaskeri og anskaffede sig en stor rummelig vasketøjspose med hjul. Da det hele var en mudret byggeplads, gjorde det dog turene til vaskeriet yderst anstrengende.

Fra slemt til værre

Så ramte første katastrofe. Opgangen med fællesvaskeriet skulle renoveres. Hun klarede sig i en periode med lange busture til det sidste rigtige møntvaskeri i byen. Det var opslidende, men hun nægtede at gå i andet end rent tøj, skiftet en eller flere gange dagligt.

Hun fandt så ud af, at der i den anden ende af den kroniske byggeplads var et andet fællesvaskeri. Hun fik slæbt sin vaskeposevogn mellem ukendte nybygninger ad forvirrende stier, trapper og stejle skråninger. Men hele systemet var nyt, og trods flere udmarvende ture til servicekontoret, lykkedes det hende ikke at få vasket. Der var noget med en app, og nye nøglebrikker og kodninger og alt muligt. Der ikke virkede.

Hun så ingen anden udvej end at begynde at købe nyt tøj. Det blev en stor post på budgettet. Men hun havde stadig sit job, og ikke udgifter til meget andet.
Livet var dog blevet en smule kompliceret for den ældre dame.

Åh nej da!

Så ramte katastrofe nummer to. Den afgørende. En alvorlig epidemi hærgede landet. Konsekvenserne gik ud over alle, men den snart gamle dame blev meget hårdt ramt.
Hendes hotel måtte ret hurtigt give op, og dermed var hendes indtægt pludselig drastisk forringet.

Tøjbutikker lukkede på stribe, det nærliggende center også. Kun supermarkedernes begrænsede udvalg af tøj var tilbage. Og selvom hun slækkede på krav om kvalitet og neutralt udseende, måtte hun benytte tilbud på tøj, der ikke rigtig passede hende. Men selv tilbuds- og discount-tøj koster penge. Snart var hendes budget en tiltagende hovedpine. Hovedpine i hendes alder gør også konfus. Huslejen kunne hun ikke forholde sig til. Travlt med værkende hoved.

Hendes tid gik nu fuldt ud mellem søgen efter steder at købe tøj og så de mere og mere udmattende timer på badeværelset.

Supermarkedets tøj passede ikke altid perfekt, men hun måtte nøjes med det, da alt andet var lukket.

Det er svært at sige, om hun helt forstod, den dag hun stod på gaden. Smidt ud. Med sine ting, der hovedsageligt var bunker af snavset tøj.
Hun samlede de bedste klædningsstykker i sin rummelige rullevogn og gik mod busstoppestedet. Hun var hjemløs, men havde omgående et bestemt mål.

Den gamle dame er nu den absolut reneste og pænest klædte hjemløse i byen. Hun holder til ved byens møntvask og bruger sin pension der. Hver dag. Brusebadet er erstattet af timelang omhyggelig vasken sig på offentlige toiletter, suppleret med besøg på herberger, men kun for at bade.

På sin vis er der ikke så meget, der er forandret. Mange tiår er gået, næsten et liv, men hun bruger sin tid, som hun altid har gjort: Personlig hygiejne og rent tøj.

Som hjemløs er hun en ener. Et unikum. Faktisk kan det være svært at se, at hun er hjemløs. På mange måder ligner hun en almindelig pensionist. Egentlig er hun hverken mere eller mindre tilfreds med tilværelsen, end da hun var ung. Eller også er hun en anelse dement. Men yderst nydelig at se på. Og det betyder jo alt.

“Efterskrift”

Da dette er et eventyr, er manglen på logik og påviselige fejl tilladt. Hvis det på nogen måde var en virkelig fortælling, ville det indeholde en del konkret kritik. Men det er altså ikke tilfældet.

Eventyr plejer dog at have en morale. Det har dette også. Hvad den er, kommer nok an på øjnene, der læser. Men havde der bare været en lille vaskemaskine i den renoverede lejlighed. Eller et fungerende fællesvaskeri i nærheden. Ville hun ikke være byens nydeligste hjemløse…