Beboerdemokratiet er også for unge mennesker

Mathias Ottesen Nielsen vil gerne genvælges til foreningsbestyrelsen

Tekst Mathias Ottesen Nielsen

På efterårets repræsentantskabsmøde er der valg til foreningsbestyrelsen. Vi har givet kandidater mulighed for spalteplads i bladet og for at fortælle hvorfor de gerne vil sidde i eller blive genvalgt til bestyrelsen. I dette nummer giver vi ordet til Mathias Ottesen Nielsen, som bor i Thorsbjerg og gerne vil genvælges.

Mathias Ottesen Nielsen: Arbejdet i foreningsbestyrelsen har tændt en ild i mig.

Arbejdet i foreningsbestyrelsen har tændt en ild i mig.

Arbejdet fortsætter – og det gør jeg også!
Da jeg stillede op for to år siden, var det med en vished om, at jeg ikke helt vidste, hvad det var, jeg kastede mig ud i. 

Og jeg må ærligt indrømme, at det kom bag på mig, da det så viste sig ikke bare at være vores egen andedam, jeg skulle forholde mig til, men ligefrem en trussel fra Christiansborg og Aarhus Byråd om at rive beboernes hjem ned, inden de selv kørte bulldozerne i stilling. At skulle håndtere den fuldstændigt absurde plan, som et beskæmmende stort flertal satte i verden, slog helt bestemt et par buler i selvtilliden.

Men samtidig har det også virkelig tændt en ild i mig. Jeg er ikke tilfreds med at tækkes kommunen eller Christiansborg – og derfor er jeg også glad for at Brabrand Boligforening hele vejen har arbejdet for, at vise den absurditet, der er på spil. Og selv nu, hvor vi af et splittet repræsentantskab er blevet bedt om at gå videre med udviklingsplanen i samarbejde med kommunen, vil jeg stadig gerne sidde med om bordet for at sikre, at vi ikke lader os lede, men kritisk og varsomt træder frem!

Men udover udviklingsplanerne, som med deres alvor og tyngde har taget meget af opmærksomheden de sidste to år, er der også andre ting, jeg mener er vigtige at arbejde for.

Blandt andet ser vi ind i en periode, hvor vi forhåbentligt får mulighed for – og pengene til – virkelig at bygge grønnere og mere bæredygtigt. Det vil jeg gerne være med til at støtte op om!

Samtidig vil jeg også fortsat arbejde for, at vi som boligforening husker, at det, der gør os unikke, ikke bare er lave huslejer, men fællesskab og medbestemmelse. De to ting skal vi ikke bare sørge for at få til at leve. Vi skal også bruge dem mere aktivt udadtil, end vi gør – noget jeg glæder mig til at tage op med vores nye kommunikationschef!

Sidst, men ikke mindst, er det stadig en pointe i sig selv for mig at stille op og deltage for at vise, at beboerdemokratiet også er for sådan nogle unge mennesker som mig!

Det håber jeg, at I vil være med til!




Del eller print denne side:  


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 
© 1970-2020
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt