Børnenes sag

Læserbrev

Af Jens Skriver, Holmstrup

I begyndelsen af sidste århundrede røg uartige børn rask væk på børnehjem. Da min bedstemor og mor gik i skole, skete det jævnligt, at kammerater blev tvangsfjernet. Det var naturligvis så godt som udelukkende arbejderklassens børn, det gik ud over, så der var en meget stor folkelig aversion mod børnehjem, og under de socialdemokratiske regeringer i 50’erne og 60’erne tvangsfjernedes meget sjældent børn.

Det har også været praktiseret at overføre grønlandske børn til Danmark, for at de fra starten kunne opdrages til rigtige danskere.

Statsminister Mette Frederiksen har med tårer givet en undskyldning til folk, der som børn har været udsat for disse overgreb, men regeringen vil gerne gentage fejltagelserne og foreslår nye og bedre muligheder for tvangsanbringelser af børn, selv om man ikke har noget bedre at tilbyde dem. Man lytter ikke til tidligere tvangsanbragte, der ikke fik noget positivt ud af det. Man tager ikke hensyn til, at kommunerne bruger flere resurser på at kontrollere plejefamilierne end de familier, som angiveligt har problemerne. Uanset hvad havner disse børn ofte i statistikkerne over misbrugere og kriminelle.

Det skal også være muligt at tvangsadoptere børn før fødslen. Det kendes fra diktaturstater, men i Danmark er der også en stor efterspørgsel efter børn til adoption.

Den underliggende dagsorden er imidlertid slet skjult. Det skal være muligt at tvangsfjerne børn af indvandrere, så de kan opdrages til den rette danske levevis.

Kommende regeringer vil skulle give undskyldninger til mange.




Del eller print denne side:  


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 
© 1970-2021
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt