Afd. 4: Enighed om beboerhus, men lang debat om cykelskure
Afdeling 4 – Gellerupparken
Ekstraodinært afdelingsmøde i Gellerup blev længere end forventet

tekst og fotos Elsebeth Frederiksen
Der var stillet alt for mange stole frem, da der blev afholdt ekstraordinært afdelingsmøde i Gellerupparken. Der var nemlig ikke mødt mere end omkring 40 beboere op, og det så ikke ud af meget i den store sal i Samlingshuset, som blev indviet denne aften.
Tidligere formand Abdinasir Jama var dirigent, og mødet blev en del mindre dramatisk end det seneste afdelingsmøde.
Denne aften var der tre ting på dagsordenen: udlejningspriser for Samlingshuset, PC-ordning til afdelingsbestyrelsen, som blev vedtaget uden den store debat, og fjernelse af et cykelskur ved B4.
Brug af beboerhuset
Afdelingsbestyrelsens beboerhusudvalg havde lavet en plan for udleje, både af lokaler til foreninger og til større arrangementer, hvor man kan leje de større lokaler.
Det vedhæftede forslag blev godkendt, men der blev stillet spørgsmål til priserne, som en del af deltagerne syntes er ret høje. Det koster for eksempel 4.000 kr. at leje den store sal på hverdage, 5.000 kr. fredag/lørdag/søndag og 8.000 kr. for en weekend.
På spørgsmålet om, hvordan de var kommet til den pris, svarede Helle Hansen, at de havde set på priser fra andre tilsvarende lokaler i byen. Det svar stillede spørgerne sig tilfredse med og stemte ja til forslaget.

Antal af cykelskure
Det sidste forslag var fra afdelingsbestyrelsen og handlede om at afvikle et cykelskur ved B4 for at kunne etablere flere parkeringspladser.
Der kom en del diskussion ud af det forslag. Michael Fitzgerald, som selv bor i B4, var utilfreds med planerne. Han forklarede, at han havde skrevet til afdelingsbestyrelsen med forslag om at bevare det, men at han aldrig havde fået et svar fra bestyrelsen. Det beklagede formand Youssuf Abdul Kader, for selvfølgelig skal beboerne have svar, så der måtte være sket en fejl.
Flere argumenterede mod at afskaffe det ene cykelskur. Bestyrelsens argument om, at de ikke blev brugt, blev skudt til jorden af Michael Fitzgerald, som påpegede, at halvdelen af skurene ikke kunne bruges, fordi ramperne op til det øverste stativ var for stejle, og han slet ikke kunne få sin elcykel derop.
Efter en del diskussion frem og tilbage kom det til afstemning, hvor 18 stemte for og 12 imod.
Selvom Michael Fitzgerald var træt af resultatet og ikke at have hørt fra bestyrelsen, fik han det sidste ord:
”Sådan er demokratiet”.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2022-02 Marts

