Afd. 4: Beboermøde i Gellerupparken: Tackling af udfordringer og beslutninger
Retssager, renoveringer, parkeringskontrol, affaldshåndtering og demokratisk engagement på dagsordenen
afdeling 4 – Gelleruppparken
tekst og fotos Elsebeth Frederiksen
Gellerupparkens beboermøder har traditionen tro tendens til at blive lange, og det seneste møde var ingen undtagelse. Faktisk blev de sidste beboere først sendt hjem omkring klokken 23.30.
Der var mange punkter på dagsordenen, herunder hele 10 forslag med tilhørende debat. Men før beboerne skulle tage stilling til forslagene, fremlagde formand Helle Hansen bestyrelsens meget udførlige beretning.
Vi må så se, om det skal føre til en erstatningssag mod boligforeningen, når vi en dag vinder den store retssag om, at parallelsamfundsloven er ulovlig
”Velkommen til forårets beboermøde, hvor vi står på spring med varmere vejr på vej, så om lidt eksploderer alt. Der er så smukt mange steder i Gellerup lige for tiden, men der er også grimt – på Dortesvej, hvor blok A6 blev revet ned for nylig, og blok A7, Dortesvej 25-35, står for skud. Afdelingsbestyrelsen har opfordret boligforeningen til at vente med nedrivningen, men det lader ikke til, at vi bliver hørt. Vi må så se, om det skal føre til en erstatningssag mod boligforeningen, når vi en dag vinder den store retssag om, at parallelsamfundsloven er ulovlig,” indledte Helle Hansen.
Derefter redegjorde hun for nogle af de udfordringer, beboerne i blokkene, der er dømt til nedrivning, står overfor. Otte beboere i fire blokke har fremsat indsigelser, og de har oplevet usædvanlige begivenheder, herunder tyveri af metalsøjler fra kældergangene. Desuden har beboere i to af opgangene oplevet, at nedrivningsfirmaet fjernede samtlige andre hoveddøre, hvilket skabte store problemer.
”Det tyder på, at noget er galt. Vi venter stadig på besked fra EU-retten i Luxembourg i den store retssag, imens er interessen for parallelsamfundsloven og dens konsekvenser er stigende i medierne,” fortsatte Helle Hansen.
Uenighed fyldte dagsordenen
Afdelingsbestyrelsen og administrationen har haft flere uoverensstemmelser, hvilket har forsinket svar på forespørgsler. Der blev fremsat flere forslag fra afdelingsbestyrelsen, herunder om handicap-rampen og en revision af ordens- og vedligeholdelsesreglementet.
”Forberedelserne af renoveringerne i B6 og B5 skrider godt frem, og vi føler, at vores input bliver taget seriøst. Beboerne i Gudrunsvej 60 og 64 har 1. april modtaget opsigelser, da deres lejligheder skal ombygges,” informerede Helle Hansen.
Aktiviteter og parkering
Parkeringsfirmaet COPARK begyndte at håndhæve parkeringsreglerne 1. april, primært for at forebygge parkering foran skraldeøer. Og afdelingsbestyrelsen ønsker, at beboerne bliver bedre til at sortere affald og håndtere storskrald.
Så fulgte opdateringer om dueudfordringen, Grønærthaverne, Samlingshuset og den boligsociale indsats samt gavlmalerier og Gellerup Museum. Der var også en opdatering fra katteudvalget, der er nået frem til, at det er bedst, at kattene indfanges og aflives, da katte ikke egner sig til at leve i naturen i Danmark.
Til sidst takkede Helle Hansen administrationen og driften for indsatsen:
”Selvom vi ikke altid er enige, værdsætter vi jeres engagement og arbejde for at opretholde vores beboerdemokrati i boligforeningen.”
Debat om skrald og adgang
Derefter var beretningen til debat. Og der var flere kommentarer fra beboerne.
En del handlede om skrald. Beboerne var meget utilfredse med, at der ligger så meget skrald overalt, og at folk ikke kan finde ud af at sortere. En beboer har oplevet, at der bliver smidt skrald ud fra altanen og derefter rammer ned på deres terrasse.
Der blev også udtrykt irritation over, at man ikke kan komme ind i Samlingshuset efter klokken 18. Forklaringen er, at der bliver låst tidligere, fordi der har været unge, der har lavet ballade, både på biblioteket og i forhallen.
Regnskab og mange forslag
Administrationschef Susanne Witting lavede hurtig gennemgang af regnskabet fra 2023, der bare skulle tages til efterretning. Dog med den glædelig oplysning, at afdelingen kom ud med et overskud på fire millioner kroner, som kan hjælpe med at holde huslejerne i ro de kommende år.
Så var det tid til forslagene. Forslag 1 om altanrækværk blev trukket, da afdelingsbestyrelsen gerne ville have mere tid til at gennemarbejde forslaget.
Handicap-rampen
Forslag 2, der også var til diskussion på efterårets beboermøde, der handlede om en manglende handicaprampe ved B7. Boligforeningen stillede to ændringsforslag; at rampen kunne vente til renoveringen af B6 går i gang, så udgiften kan lægges i renoveringsbudgettet, alternativt at det kun bliver beboerne, der bor i B7, der betaler for rampen. Beboerne stemte begge ændringsforslag ned og bakkede op om afdelingsbestyrelsens forslag om, at rampen skal reetableres nu, og at alle i afdelingen skal være med til at betale huslejestigningen på ca. ni kroner om måneden i tre år.
Referater for alle
Et par punkter blev vedtaget uden debat.
Fremover bliver afdelingens referater lagt offentligt frem på boligforeningens hjemmeside, på grund af GDPR bliver det i anonymiseret form.
Afdelingsbestyrelsen, der består af 13 medlemmer, fik bemyndigelse til selv at udnævne afdelingens 11 medlemmer af Brabrand Boligforenings repræsentantskab fra sin kreds.
Råderetskatalog
Gellerupparken har fået et råderetskatalog.
Afdelingsbestyrelsen stillede forslag om at gøre det tilladt at have klikgulve og også at vende de indbyggede skabe i gangen, så de kan åbne ind i værelserne. Begge forslag blev vedtaget. Beboerne, som allerede har vendt deres skabe, fik amnesti til at henvende sig til driften inden 1. august, så det kan blive noteret, og så der ikke opstår problemer ved fraflytning.
Ved Gudrunsvej 68 er der et cykelskur, men det beskytter ikke mod vind og vejr. En beboer havde stillet forslag om, at der sættes plexiglas op. Der blev stemt ja, men der var ingen priser, så forslaget må med på efterårsmødet igen.
Bestyrelsen appellerede til, at beboerne altid henvender sig til bestyrelsen i god tid med forslag, så der kan blive indhentet priser på opgaver.
Der var også opbakning til et forslag om at finde et lokale til et cykelværksted, det ville bestyrelsen arbejde videre med.

Klokken 23.00 kom resultatet af valget endelig.
Valg
Da alle forslagene var færdigbehandlet, kunne beboerne kun vente på resultatet af valget til afdelingsbestyrelsen. Valget var blev sat i gang klokken 20.30, hvor dagsordenen blev suspenderet.
Da resultatet endelig kom klokken 23, var følgende genvalgt til afdelingsbestyrelsen : Youssef Kader, Lina El Haj Abdallah, Amer Jaaf, Salah, Akhyar Awad og nyvalg til Youssef Ali Kayed. Ingrid Kristiansen blev valgt til 1. suppleant
Til Skræppebladets redaktion var der genvalg af Ingrid Kristiansen og nyvalg til Said Ali Aden, mens Jeppe Just blev suppleant.
Afsluttende bemærkninger
Der var kun nogle få bemærkninger under eventuelt, og her kom en ung mand med en opsang til de andre beboere:
”Jeg synes, det er træls, at folk grupperer sig om at blive enige om, hvad de skal stemme. Det skal være mere demokratisk og på den måde nedbryde alle fordommene om Gellerup. Vi er et sted, hvor demokratiet kan spire på sådan en dag som i dag.”
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2024-02 Maj