Afd. 4: Gellerupparken ønsker liv i Samlingshuset
Afdeling 4’s husvært skal være med til at holde beboerhuset åbent efter bibliotekets lukketid
Tekst og foto Helle Hansen

Ingrid Kristiansen, der er medlem af afdelingsbestyrelsen, skal i løbet af foråret være med til at lave en stillingsbeskrivelse til fremtidens husvært i Samlingshuset.
Her i det nye år er Gellerupparkens Samlingshus blevet udstyret med en husvært, der fremover skal være med til at få mere liv i beboerhuset og sikre, at der er styr på udlejninger og aktiviteter i de to sale og beboer- og forenings-lokalerne på 2. sal.
Til at være med til at tilrettelægge stillingen er Ingrid Kristiansen fra afdelingsbestyrelsen hen over foråret blevet ansat 12 timer om ugen. Når den periode er ovre, bliver der slået en fast stilling op som husvært i beboerhuset.
Det er mere end fire år siden, at Gellerupparken efter 10 års ventetid endelig fik sit beboerhus, som er placeret sammen med Gellerup Bibliotek i Sports- og Kulturcampus. Og det er ingen hemmelighed, at Samlingshuset umiddelbart ikke er blevet den succes, afdelingsbestyrelsen havde håbet på. Det har været svært at tiltrække beboeraktiviteter og foreningerne, og samtidig har der været udfordringer med overhovedet at få adgang til Samlingshusets lokaler på 2. sal efter biblioteket åbningstid, fordi det normalt først er hen under aften, at de frivillige aktiviteter foregår.
Mellemrummet skal have en funktion
Udfordringen har især været Mellemrummet, der er en slags fællescenter til både bibliotek og beboerhus. Siden åbningen af huset i 2021 har der manglet en plan for, hvordan Mellemrummet kan bruges udover bare at være en foyer, man går igennem på vej ind i bygningen. Sorte streger på gulvet vidner om, at der i de første fire år efter åbningen er foregået lidt af hvert i Mellemrummet. Løbehjulsræs har i perioder været en populær aktivitet for lokale børn, og de lidt ældre har også benyttet muligheden for lige at smutte indenfor for at hænge ud og hygge sig.
Åbent Mellemrum to aftener om ugen
Men nu sker der noget. Sidst i februar blev der holdt et åbent møde i Mellemrummet, hvor alle med ideer og forslag til nye initiativer til glæde for beboerne i både Gellerupparken og resten af Brabrand var inviteret.
Herefter er det tanken, at der i foråret kommer en prøveperiode, hvor forskellige tiltag og aktiviteter kan testes af. Som udgangspunkt vil der to aftner om ugen, tirsdag og torsdag, være udvidet åbningstid i Mellemrummet indtil klokken 20. I de tidsrum vil blandt andet Samlingshusets vært og medarbejdere fra det boligsociale hus sørge for ro og orden og være klar til at hjælpe, hvis beboere, brugere eller andre aktører har brug for det.
Mellemrummet vil i den anledning blive udstyret med lidt ekstra borde og stole, så det vil være muligt at sætte sig ned og snakke eller måske sidde og læse lektier. Og der er også blev fremtryllet et rullebord, som vil blive trillet frem med lidt kaffe og te, så man måske også kan sidde og hygge sig Mellemrummet.
Hvis forårets eksperimenter med udvidet åbningstider bliver en succes, så vil der blive arbejdet for en permanent løsning, der forhåbentlig også kan strække sig over flere af ugens dage.
Midt i januar trådte nye parkeringsregler i kraft i Gellerupparken, efter at det på beboermødet i september blev aftalt, at afdelingsbestyrelsen skulle arbejde for at sikre flere parkeringspladser til beboerne. I dag er der ofte kamp om p-pladserne, især ved de høje blokke på Gudrunsvej. Med mange nye nabobyggerier på den anden side af Gudrunsvej, er det nok ikke altid afdelingens egne beboere, der parkerer i p-båsene. Udfordringen med få parkeringspladser hænger sammen med, at Aarhus Kommune i de nye lokalplaner kun kræver en p-norm på 0,5 ved nybyggeri, fordi der er en forventning om, at der kommer en letbane til Gellerup og Brabrand.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2026-01 Februar

