Leder

Stop verden – jeg vil af

af Hele Hansen. Lederen er udtryk for skribentens holdning

Årets første udgave af Skræppebladet 2026 er på gaden. Et år, der er begyndt med et regulært kapow. Trusler er fløjet hen over Atlanten. Ord, der lyder som ekko fra en dårlig katastrofefilm. Pludselig skulle vi, et lille land mod nord, forholde os til tanken om konflikt med vores store allierede USA, der synes taget som gidsel af en orange mand med en forkærlighed for at tale udenom og råbe højt. Samtidig ruller historier frem om magt, misbrug og moralsk forfald i de rigestes cirkler. Man kniber sig i armen. Verden er af lave. Det kan være fristende at sige: Stop verden – jeg vil af.

Knap er stormen om Grønland drevet over, før vi herhjemme kan rette blikket mod Christiansborg og spekulerer på, om et folketingsvalg lurer. EU-domstolen sendte den 18. december retssagen om Parallelsamfundsloven videre til behandling i Østre Landsret, så udviklingen i Gellerupparken og på Toveshøj er fortsat i et juridisk ingenmandsland.

Måske derfor føles det næsten befriende at vende blikket mod vores egen lille hønsegård. Ikke fordi problemerne er små, men fordi de er vores. De kan diskuteres over kaffe i fælleshuset. De kan vendes på beboermøder.

Mens verden slingrer, holder vi fast i det, der gentager sig. Fastelavn er netop blevet fejret i
flere afdelinger. Der er blevet grinet, spist fastelavnsboller og kåret kattekonger og ‑dronninger. Og i skrivende stund lover vejrudsigten tøvejr og fornemmelser af forår efter en isnende start på året. Lyset vender tilbage.

Måske er det her, håbet bor. Ikke i store armbevægelser, men i det seje, lokale fællesskab. I at vi mødes, også når vi er uenige. I at vi stemmer, både til folketingsvalg og til beboermøder.

Til april samles flere afdelinger for at drøfte vedligeholdelse, prioriteringer og vælge bestyrelser. Det er demokrati i sin mest håndgribelige form.

Når verden larmer, kan det være fristende at trække sig. At slukke og stå af. Men måske er svaret det modsatte: At møde op og tage ordet. At lytte og insistere på, at vores lille plet på landkortet er værd at engagere sig i.

Verden er ikke altid, som vi ønsker den. Den kan være grotesk, skør og skræmmende. Men den er også fuld af mennesker, der mødes i fælleshuse en tirsdag aften. Af børn, der venter på forår. Af naboer, der hjælper hinanden med at bære indkøb op ad trappen.

Så nej. Vi hopper ikke af, vi bliver. Vi deltager og minder hinanden om, at selv om verden er af lave, kan fællesskabet være det sted, hvor den samles igen.