Renove­ringen er halvvejs i Søvangen:

“Det bliver godt igen”

Gravemaskinerne er godt i gang på byggepladsen.

Den metalliske lyd af murskeer, der skraber mørtel, og gravemaskinernes brummen fylder luften mellem de gule murstensblokke i Afd. 2, Søvangen. Stilladserne står tæt, og renoveringen af bebyggelsen fra 1950’erne er nu nået halvvejs.
Selvom der stadig er et stykke vej igen, begynder forbedringerne at kunne mærkes for mange beboere. Aktiviteten er høj i hele bebyggelsen. Nogle beboere har håndværkere i boligen netop nu, andre er vendt hjem efter genhusning. Mellem blokkene mures facader fra stilladserne, sokler graves fri. Projektleder Morten Meldgaard fra Brabrand Boligforening bevæger sig rundt på byggepladsen og fortsætter fra blok til blok.
”Renoveringen fylder for stort set alle beboere – på den ene eller anden måde. Overordnet skrider projektet tidsmæssigt frem som planlagt, men særligt de første blokke – K, L og M – har været præget af et efterslæb,” siger han. Det var
her, renoveringen begyndte, og her, man for alvor stødte på uforudsete udfordringer. Især vandskader har i flere tilfælde krævet ekstra tid og ressourcer.

”Vi har lært meget undervejs,” siger projektlederen. “Der er nu fastlagt nogle klare principper, som entreprenøren og boligforeningen arbejder videre ud fra, og det kan mærkes. Arbejdet er blevet mere smidigt, jo længere vi er kommet frem,” siger han og peger op mod en ny facade, hvor murværket står næsten færdigt.
”Den er efterisoleret, men udtrykket er bevaret. Det er helt centralt i projektet.”
Selvom blokkene ligner hinanden udefra, er de ikke ens, når håndværkerne går i gang. Tidligere reparationer, installationer, der ligger anderledes, og skjulte skader betyder, at der opstår variationer fra blok til blok i det aldrende byggeri.
”Det er en omfattende renovering – både teknisk og menneskeligt. For der arbejdes ikke i tomme boliger, men mange steder i hjem, hvor folk bor, mens arbejdet står på.”

”Vi kan mærke forskellen”

For Birgit Jørgensen og Lars Tolstrup Andersen er renoveringen nu afsluttet, næsten. Deres fireværelses lejlighed på 83 m² i stueetagen i blok M er færdig, håndværkerne er rykket videre, og hverdagen har igen fundet en mere almindelig rytme. De har boet i Søvangen siden efteråret 2013 og deler boligen som gode venner. Som beboere i den allerførste blok, entreprenøren Nordstern gik i gang med i foråret 2024, har de oplevet renoveringen helt tæt på – og boet i lejligheden undervejs.

Projektleder Morten Meldgaard fra Brabrand Boligforening.

Venneparret Birgit og Lars.

”Vi kunne godt se, at der skulle gøres noget,” siger Birgit. Det var utæt og meget koldt om vinteren. Der var ikke rigtig noget alternativ.” I dag er forandringen tydelig.
”Bare radiatoren står på 1, bliver der hurtigt varmt. Det er en kæmpe forskel,” siger hun.
Lejligheden har også fået nyt køkken, nye installationer og ventilation. Indeklimaet er markant forbedret.
”Ventilationen larmede lidt i starten, men den er blevet reguleret. Nu hører vi den ikke – og luften er meget bedre,” supplerer Lars Tolstrup Andersen. Udenfor er terrassen genetableret med nye træer og hæk.
”Vi glæder os til at bruge havesiden til sommer. Vi fejrer faktisk hvert fremskridt,” siger han og smiler, selvom renoveringen har været en stor udfordring.

Støvvæg, ventetid – og manglende overblik

Under renoveringen af deres bolig – i vinterperioden – var stuen delt af en midlertidig støvvæg, mens altan og karnap blev renoveret, og under køkkenrenoveringen i seks uger var deres inventar pakket ned. Birgit brugte i perioder en lånebolig og pauserummet i beboerhuset til at lave mad og spise i, mens Lars oftest klarede sig med en transportabel kogeplade i stuen og tog opvasken på badeværelset hjemme i lejligheden.
”Det var trangt, koldt – og der var håndværkere ind og ud hele tiden,” siger Lars.
Der var også perioder med støj, følgearbejder og fejl og mangler. Samtidig trak arbejdet i deres blok længere ud end forventet.
”Det er ret vildt at tænke tilbage på,” siger Birgit. “Når man står i det, så er man bare i det, og så er det jo sådan, det er, men det har været en lang og sej periode.”
Venneparret peger også på, at kommunikationen kunne have været bedre, hvor de manglede overblik over, hvad der skulle ske hvornår.
Siden de første blokke er boligforeningen og entreprenøren blevet mere opmærksomme på netop den udfordring. Efterfølgende er der derfor blandt andet udarbejdet byggeaviser, som informerer beboerne om tidsplaner, faser og forventede gener.
Boligforeningen har også løbende sat flere ressourcer ind på mangeludbedringer, som har hjulpet på ventetiden og hængepartier – især i de første blokke.

Hvorfor ikke én blok ad gangen?

Et spørgsmål, som Birgit og Lars – ligesom flere andre beboere – har undret sig over, er, hvorfor arbejdet i deres blok ikke blev afsluttet, før håndværkerne rykkede videre.
”Vi har fuld forståelse for, at det kan opleves som frustrerende for beboerne. Men hvis hver blok skulle færdiggøres helt, inden arbejdet fortsatte, ville den samlede tidsplan blive væsentligt forlænget,” forklarer projektleder Morten Meldgaard.
”Samtidig ville omkostningerne blive markant højere, fordi entreprenørerne skulle sende håndværkere hjem og kalde dem tilbage igen. Det ville i sidste ende betyde uacceptable huslejestigninger,” siger han.
Det samme gælder udearealerne, som færdiggøres samlet for at holde økonomien i ro. Genhusning har også fyldt blandt beboerne. Midlerne er primært afsat til rækkehuse og fritliggende huse, hvor boliger rives ned og genopføres. I etageblokkene har man i stedet etableret pauserum og gæsteværelser for beboerne og foretaget individuelle vurderinger i særlige tilfælde.

”Det bliver godt igen”

Renoveringen fortsætter frem mod anden halvdel af 2027, som er slutmålet. På trods af uforudsete udfordringer er der tydelig fremdrift, og flere og flere boliger når nu det punkt, hvor renoveringen er et afsluttet kapitel.
For Birgit og Lars handler det om at se fremad, mens de glæder sig over forbedringerne i deres bolig.
”Vi har hele tiden prøvet at holde fast i, at det nok skulle blive godt igen,” siger Lars. “Det har været vores motto – også når det var sværest. Og jeg synes faktisk, vi har fået mere sammenhold i afdelingen. Man har virkelig noget at snakke om, når man gennemgår sådan en renovering.”

Om renoveringen af Søvangen:
Renoveringen af Søvangen er en såkaldt ”helhedsplan”, hvilket betyder, at de vigtige byggetekniske problemer løses én gang for alle.
Søvangen bestod inden renoveringen af 21 etageblokke med 374 boliger, 20 fritliggende huse og yderligere 50 rækkehuse (klyngehuse og Z-huse), i alt 34.000m².
I etageblokkene er der bl.a. 16 små etværelses lejligheder uden køkken. Disse værelser nedlægges og tillægges som et ekstra værelse til nabolejlighederne. Der tilføjes tilgængelighedsboliger i rækkehuse og fritliggende huse.
Renoveringen omfatter desuden indvendige installationsarbejder samt kloak og fjernvarmerør. Haverne skal også renoveres, samtidig med at de smukke udearealer opgraderes med nye tiltag, fx nye stier. Samtlige renoverede boliger forventes at stå klar i slutningen af 2027.
Renoveringsprojektet koster over 600 millioner kr. og er støttet af Landsbyggefonden.

Læs også

▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2026-01 Februar

Rating

Synes du om artiklen?

Hjælp Skræppebladet med at blive bedre - giv en hurtig feedback.

  • Øv - ikke god
  • Nogenlunde
  • OK
  • Cool - god artikel
  • Kan anbefales
Klik på en smiley - du kan skifte mening bagefter.
Kommentar

Deltag i debatten og skriv kommentar som vises til alle

Skriv en kommentar

Denne side:

Kilde

Denne artikel er bragt i
Skræppebladet
2026-01 Februar side 6-7
i sektionen Foreningen

forsiden af magasinet 2026-01 Februar

©Copyright

Skræppebladet har copyright til denne artikel.

Det er ikke tilladt at kopiere eller viderebringe elementer uden skriftlig aftale.

Den eksklusive copyright tilhører de originale bidragsydere fx skribent og fotograf.

Læs mere om copyright på Skræppebladet

Kontakt

Skræppebladet er forenings- og beboerblad i Brabrand Boligforening

Skræppebladet
Kollektivbyen
Gudrunsvej 78, 2.-3.sal
8220 Brabrand

Se seneste kolofon og kontakt redaktionen for nærmere information om denne artikel.

Web-sektioner

Nyheder

Magasin

Aktiviteter

Mine bogmærker

henter data

Mine seneste artikler

henter data