Politi opgiver sag om Bjerregaards fortrolige oplysninger
Rådmand Gert Bjerregaard blev meldt til politiet i juni for at videregive fortrolige oplysninger om familier, der flytter til og mellem almene boligforeninger. Politiet opgiver nu sagen, der altså ikke får retslige følger for den tidligere socialrådmand, der nu er rådmand for Børn og Unge i Århus Kommune.
Østjyllands Politi henlægger sagen mod rådmand Gert Bjerregaard og Århus Kommune.
“Politiets afgørelse er som forventet, og det er jeg personligt meget tilfreds med. Samtidig er jeg glad for, at politiet på baggrund af efterforskningen ikke finder anledning til at betvivle medarbejdere i Århus Kommune eller deres handlinger i denne sag,” siger Gert Bjerregaard.
“Chefanklager Marian Thomsen, Østjyllands Politi, slår i sin afgørelse fast, at politiet intet grundlag har for at konkludere, at Gert Bjerre-gaard har deltaget i konkret sagsbehandling af boligsager og dermed har videregivet fortrolige oplysninger. Derfor vælger politiet nu at indstille efterforskningen mod Gert Bjerregaard,” skriver Århus Kommune i en pressemeddelelse.
Gert Bjerregaard skiftede 1. juni rådmandspost til Børn og Unge.
I sommer fik medieomtalen Socialrådmand Laura Hay til med øjeblikkelig virkning at ændre praksis, så der indhentes samtykke fra en boligansøger, før der kan ske udveksling af personfølsomme oplysninger med boligforeninger.
”Jeg er naturligvis tilfreds med, at politiet ikke har fundet grundlag for at gå videre med sagen. Med politiets afgørelse kan vi fortsætte det tætte samarbejde med boligforeningerne i den form, der har eksisteret siden 1996 til borgernes bedste,” siger socialdirektør Erik Kaastrup-Hansen ifølge en anden pressemeddelelse.
Læs mere
Hjemmeside for Århus Kommune: http://aarhuskommune.dk
Skræppebladet:
Beboer-familier melder Bjerregaard til politiet
Læs også
▮ Skræppebladets blog,