Tusindvis af blomster og sofistikeret havekunst

Rejsetip: Landshaveudstilling 30 km syd for grænsen

tekst og foto af Ulrik Ricco Hansen

Hele sommeren og frem til 5. oktober kan du opleve den store, tyske have-landsudstilling i Slesvig. Her er hele 16 hektar forvandlet til frilufts- og haveoplevelser ved en tysk fjord, og på det store område er der indtryk og aktiviteter for hele familien.

Sviptur med oplevelser
Har du alligevel planer om en sviptur til Tyskland efter billig dåseøl/-vand, så lav en familietur ud af det og kør til Slesvig, kun 30 km syd for den dansk/tyske-grænse.

På haveudstillingen er der masser af spændende haveindretninger, nye plan­te­sorter og gartnermarked.

Glasfakler, tysk pyntegræs og flotte stauder

For børn og legeglade voksne er der helt nye og spændende legepladser bl.a. som vikingeskibe i rigtig størrelsesforhold, en helt ny 18-hullers minigolf-bane og et større område for natur-nysgerrige unge, hvor man bl.a. kan kæle for en honningbi eller koge en gulerod med solskin.

Hver dag er der forskellige arrangementer, f.eks. musik og optræden – faktisk er der over 1200 arrangementer i løbetaf sommeren, så der sker mange ting hver eneste dag.

Et løft for lokalområdet
Tyskland har en lang tradition for store haveudstillinger, hvor der hvert år er et nyt sted som forvandles med en­­tre­prenørmaskiner, håndværkere og gart­nerhænder. Når den store udstilling er ovre efter et halvt års tid, nedlægges de elementer, som kræver mest vedligeholdelse, men resten forbliver grønt, rekreativt område.

Denne smarte idé startede allerede i efterkrigsårene som en måde at til­trække opmærksomhed og kapital til et bestemt område. Man kan undre sig over, at danskerne ikke har kopieret idéen, men i år er der i hvert fald mulighed for at opleve den tyske udgave tæt på Danmark.

Husløg i sko

Haveidéer for alle
Uanset om du har have, altan eller vindueskarm, er der spændende inspiration. Du kan bl.a. opleve de 13 temahaver som byder på de bedste finesser og specielle elementer.

Ved indgangen er der anlagt et blomsterbed større end en fodboldbane med tusindvis af blomster, og de skiftes alle sammen fire gange i løbet af udstillingsperioden. I foråret var der tulipaner, da jeg besøgte udstil­lingen i juni var der pelargonier, petunier og andre sommerblomster i et tone-i-tone blomsterhav.

Der er store rosenhaver, en kolonihave med højbede og masser af fuglekasser og insektbo til at tiltrække de nyttige insekter til haven. Der er en ”mark” med blå får, en stor have hvor blomsterne er jern-skulpturer, og der er også en have, hvor der spilles musik og et springvandsanlæg, som styres af rytme og toner i musikken.

I fjorden er der flydende skulpturer, og langs stranden er der bede fyldt med farvestrålende, mundblæste glas­skulpturer, f.eks. masser af kugler, fisk og fakler på en stang af glas.

Potter på stang

Tips
Billetten til haveudstillingen gælder også fire andre attraktioner i Slesvig, bl.a. museer og barokhave, men det behøver ikke at være samme dag (gælder 2008), og landshaveudstil­lingen giver oplevelser til mindst en hel dag.
Her er et par tips/inspiration fra udstillingen:

  • Smid ikke dine gamle, udtjente sko ud – de kan tilplantes med husløg og hænges op i snor eller snørebåndet – evt. ved siden af andre hængeplanter
  • Anlæg et vandløb i haven uden vand: Med blåt glas kan der anlægges et bugtet forløb og fiskene kan være af træ placeret på jernspyd svævende over ”vandløbet”
  • Store lerpotter med ét hul i bunden kan hænges op på en jernstang: Brug et rundjern som kan gå gennem pottens hul og bor huller i rundjernet hvor potterne skal hænge. Potterne holdes oppe med en split f.eks. en skrue (se foto).
  • Skal der anlægges legepladser så tænk anderledes. Et klatrestativ kan godt være f.eks. et skib i rigtig størrelse. Eller hvad med et skævt tårn med en 18 m lang rutschebane i et rør?
  • Læs mere på hjemmesiden (også på dansk) http://www.lgs2008.de/dk/
Indsend dine rejsetips

Skræppebladet bringer gerne tips til steder og attraktioner: Skriv om din/jeres tur til Legelandet, en oplevelsespark, camping i udlandet eller flyrejser til Langtbortistan. Der er ingen grænser for rejsemålet, blot du fortæller lidt om stedet og giver tips til andre beboere om oplevelser, og hvad du fik med hjem.
Husk at sende dine fotos med til redaktion@skraeppebladet.dk (op til 5 MB pr. mail)




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt