Ingen beboer-busrute fra 1. april

Skræppebladets historie om BB-linjen var ren fup – men i Lyngby er der stadig ingen bus

tekst og foto af Ulrik Ricco Hansen

Der findes ikke buslinjer mellem boligforeningsafdelinger i Paris, Milano og ved Ruhr-distriktet, og der findes ikke særlige EU-penge til den form for projekter. Derfor findes der heller ikke en særlig fællespulje under Trafik- og Indenrigsministeriet til fremme for integration og bedre nabokontakt.
Og der er ingen formand i afdeling Lyngby, der kan glæde sig over den nye linje. Den lille afdeling 18 i Lyngby har kun en kontaktperson og ingen afdelingsbestyrelse.
Det betyder alt i alt, at der ikke kommer en ny bybusrute med stoppesteder ved samtlige afdelinger i Brabrand Boligforening.

Fik vi dig?
Hvis du hoppede på historien, vil det glæde os. Og hvis du gennemskuede, at det var en aprilsnar er vi også glade i redaktionen. (Vi griner dog stadig over den som hoppede på limpinden… ha..ha)

1. april er det eneste tidspunkt, hvor bl.a. medier med fuldt overlæg kan forsøge at snyde og narre med falske historier.
Det gamle ordsprog om, at ”hvis det lyder for godt til at være sandt – ja, så ER det for godt til at være sandt” (og dermed en løgn), holder stadig i de fleste tilfælde.

Lyngby uden bus
Den tragiske bagside af historien er desværre god nok. Beboerne i landsbyen Lyngby vest for Århus har mistet den sidste busforbindelse, efter linje 116 ikke længere kører gennem byen.

Inger Bloch har i sin klumme i april-udgaven på glimrende vis opridset problemstillingen, der betyder, at landsbyens beboere uden bil er henvist til at ringe til Midttrafik, der så sender en slags samkørselstaxa, der kører hen til f.eks. nærmeste busstop. Kommunen betaler halvdelen af regningen, men det er stadig temmelig dyrt at bruge ordningen.
Et hurtigt indkøb i Bilka kunne tidligere klares med et enkelt klip på klippekortet til 11,50 kr. Nu løber udgiften op i mindst 70,- kr. som er minimumprisen med den nye ordning ”Midttur”.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)

*




 
 
© 1970-2019
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt