Festlig fredsmusik i Gellerup Kirke

Gratis international fredsskabende musikoplevelse

af Jeanette Westh, PR-medarbejder i Gellerup Kirke
foto af Middle East Peace Orchestra. Pressefoto. Copenhagen Artists.

Oplev et unikt sammenspil mellem professionelle muslimske, jødiske og kristne musikere fra Mellemøsten, Skandinavien og USA torsdag den 11. juni, hvor Middle East Peace Orchestra giver koncert i Gellerup Kirke.

Middle East Peace Orchestra har spillet sammen siden 2004 og har turneret hele verden med deres budskab om fred pakket ind i et unikt miks af mellemøstlige musiktraditioner. Gennem deres musik og personlige forbillede ønsker orkesterets medlemmer at kommunikere, at vi alle har medansvar for at skabe fred. De forarger nogle, begejstrer mange, men berører alle, der hører deres musik.

I en anmeldelse i Politiken beskrev Anders Jerichow sin oplevelse af en koncert med Middle East Peace Orchestra således:

”Scenen gyngede, salen gyngede, et øjeblik troede man fuldt og fast, at verden vitterligt kan blive et aldeles udmærket sted at tilbringe sit liv. Hvad hørte vi? Hvad lærte vi? Vi hørte og lærte, at man selv kan vælge at spille og danse frem for at vente på, at ens regeringer slutter fred. At forskellige sprog ikke er en hindring for at synge en fælles melodi. At jøder og muslimer og kristne spiller glimrende sammen – hvis de vil. Og at forskellige rytmer og konstrasterende kulturer godt kan harmonere og ligefrem lyde mere spændende – sammen.”

Koncerten starter kl. 19.30, og der er fri entré.

Få mere at vide om Middle East Peace Orchestra på deres hjemmeside: http://www.peacemusic.dk




Del eller print denne side:  


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 
© 1970-2020
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt