Forundringsparatvillighed

Den uventede glæde vinder over bekymring, sorg og ængstelse

Forundring er glæden i den positive forbavselse. Den glæde der kan opstå i ens hjerte, når man møder noget uventet eller noget nyt.

Det behøver såmænd ikke at være nyt som i ’nyhed’, blot at det er noget positivt, der sker på et uventet tidspunkt, er jo glædelig nyt: Et besøg for eksempel. Et uventet, gammeldags brev i postkassen. Et telefonopkald fra en, man ikke har hørt fra længe. Eller en e-mail/sms fra en man ellers lige havde sagt farvel til og først forventede at høre fra i morgen.

Man kan altid glæde sig. F.eks. over et besøg fra en lille hund.

Forunderlige M

Jeg havde en mormor som var fyldt af forundring. Hun kunne i den grad glæde sig over de nye ting i dagen. Også selv om hun allerede i december havde indset, at nu var hendes dage talte.

Hun kunne glædes over hvert eneste besøg fra sin store familie, mens hun med den anden hånd kunne hive iltslanger ud af næsen og sige nej til den gift, som er vor tids svar på kræftbehandling.

Hun var i den grad et stærkt menneske, selvom hendes skrøbelige krop på næsten 85 år for længst havde sagt fra i forhold til at klare dagens almindelige, fysiske udfordringer helt alene.

Af ord er du kommet

Jeg har lige fulgt min mormor på hendes sidste tur. Fra pladsen i den hvide kiste foran alteret i den lille landsbykirke med bimlende dødsklokker. Ud over sneen og ned i gravens kolde hvile. Med roser og gran. Med lovsang og tårer, mens jeg tænkte de dybeste ord.

Jeg kastede en rose ned i graven som sidste afsked.
Det samme gjorde de andre i familien.

Jeg er sikker på, at der blev spor i sneen efter mine salte tårer, som jeg ellers forsøgte at skjule.
Nu kan jeg ikke længere besøge hende i den varme stue. Der slukket for fyret og for det varme hjerte, der bankede i min mormor.

Landsbykirken

Den lille landsbykirke var rammen om begravelsen. Den er så lille, at når vi sidder fem på kirkebænken, sidder vi alle lidt klemt. Den dag var det ikke kun fysisk. Vi var alle klemte. Ikke af nærvær. Ikke af den store familiefølelse, selvom det er første gang i ca. 10 år så mange fra familien har været samlet. Nej, vi var klemte af vore egne hjerter. Hjerter der kun kan presses til yderpunktet, så alle når det samme – kærlighed.

Begravelse

Måske er det sådan ved mange begravelser. Man bliver grebet af nuet. Og når nuet for en hel forsamling er den samme følelse – så ER det noget stort.

Vi bliver i et øjeblik én stor samhørighed.

Bagefter har vi hver især igen vores eget individuelle nu.

Men vi kan jo prøve at leve op til en af mormors kvaliteter, som præsten så fængende havde opfanget i det finurlige ord ’forundringsparathed’ – evnen til at ville glædes.
Uanset.

Læs også

▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2010-01 Februar

Rating

Synes du om artiklen?

Hjælp Skræppebladet med at blive bedre - giv en hurtig feedback.

  • Øv - ikke god
  • Nogenlunde
  • OK
  • Cool - god artikel
  • Kan anbefales
Klik på en smiley - du kan skifte mening bagefter.
Kommentar

Deltag i debatten og skriv kommentar som vises til alle

Skriv en kommentar

Denne side:

Kilde

Denne artikel er bragt i
Skræppebladet
2010-01 Februar side 21
i sektionen Klummerne

forsiden af magasinet 2010-01 Februar

©Copyright

Skræppebladet har copyright til denne artikel.

Det er ikke tilladt at kopiere eller viderebringe elementer uden skriftlig aftale.

Den eksklusive copyright tilhører de originale bidragsydere fx skribent og fotograf.

Læs mere om copyright på Skræppebladet

Kontakt

Skræppebladet er forenings- og beboerblad i Brabrand Boligforening

Skræppebladet
Gellerup Museum
Gudrunsvej 16, 6
8220 Brabrand

Se seneste kolofon og kontakt redaktionen for nærmere information om denne artikel.

Web-sektioner

Nyheder

Magasin

Aktiviteter

Afdelingerne

Foreningen

Debat

Mine bogmærker

henter data

Mine seneste artikler

henter data