Forundringsparatvillighed
Den uventede glæde vinder over bekymring, sorg og ængstelse
tekst og foto af Ulrik Ricco Hansen
Forundring er glæden i den positive forbavselse. Den glæde der kan opstå i ens hjerte, når man møder noget uventet eller noget nyt.
Det behøver såmænd ikke at være nyt som i ’nyhed’, blot at det er noget positivt, der sker på et uventet tidspunkt, er jo glædelig nyt: Et besøg for eksempel. Et uventet, gammeldags brev i postkassen. Et telefonopkald fra en, man ikke har hørt fra længe. Eller en e-mail/sms fra en man ellers lige havde sagt farvel til og først forventede at høre fra i morgen.
Forunderlige M
Jeg havde en mormor som var fyldt af forundring. Hun kunne i den grad glæde sig over de nye ting i dagen. Også selv om hun allerede i december havde indset, at nu var hendes dage talte.
Hun kunne glædes over hvert eneste besøg fra sin store familie, mens hun med den anden hånd kunne hive iltslanger ud af næsen og sige nej til den gift, som er vor tids svar på kræftbehandling.
Hun var i den grad et stærkt menneske, selvom hendes skrøbelige krop på næsten 85 år for længst havde sagt fra i forhold til at klare dagens almindelige, fysiske udfordringer helt alene.
Af ord er du kommet
Jeg har lige fulgt min mormor på hendes sidste tur. Fra pladsen i den hvide kiste foran alteret i den lille landsbykirke med bimlende dødsklokker. Ud over sneen og ned i gravens kolde hvile. Med roser og gran. Med lovsang og tårer, mens jeg tænkte de dybeste ord.
Jeg kastede en rose ned i graven som sidste afsked.
Det samme gjorde de andre i familien.
Jeg er sikker på, at der blev spor i sneen efter mine salte tårer, som jeg ellers forsøgte at skjule.
Nu kan jeg ikke længere besøge hende i den varme stue. Der slukket for fyret og for det varme hjerte, der bankede i min mormor.
Landsbykirken
Den lille landsbykirke var rammen om begravelsen. Den er så lille, at når vi sidder fem på kirkebænken, sidder vi alle lidt klemt. Den dag var det ikke kun fysisk. Vi var alle klemte. Ikke af nærvær. Ikke af den store familiefølelse, selvom det er første gang i ca. 10 år så mange fra familien har været samlet. Nej, vi var klemte af vore egne hjerter. Hjerter der kun kan presses til yderpunktet, så alle når det samme – kærlighed.
Begravelse
Måske er det sådan ved mange begravelser. Man bliver grebet af nuet. Og når nuet for en hel forsamling er den samme følelse – så ER det noget stort.
Vi bliver i et øjeblik én stor samhørighed.
Bagefter har vi hver især igen vores eget individuelle nu.
Men vi kan jo prøve at leve op til en af mormors kvaliteter, som præsten så fængende havde opfanget i det finurlige ord ’forundringsparathed’ – evnen til at ville glædes.
Uanset.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2010-01 Februar