Ønskesedler og gaveidéer

Hvad ønskesedler kan afsløre

af Inger Bloch – illustration af Jesper Ankjær

At skrive ønskeseddel

Gæt, hvem ønskesedlen kommer fra

Julen nærmer sig, og dermed er tiden inde til, at vi beder om ønskesedler fra vore nærmeste og tiden, hvor man selv afkræves juleønsker.
Det er nu ikke altid så ligetil at skrive ønsker ned – de fleste af os har jo, hvad vi behøver (og det skal vi selvfølgelig være rigtig glade for).

Hvis man forestiller sig, at man har en bunke forskellige anonyme ønskesedler foran sig – altså uden navn på – vil man alligevel hurtigt kunne indkredse, hvilke personer, de forskellige ønsker kommer fra:

Børnene ønsker sig næsten altid legetøj – de lidt større børn kan have ønsker som skateboard, computerspil, en ny sportstaske, ny mobiltelefon – og de større piger ønsker sig måske nyt tøj og makeup.

Hvis der står en smart rød sportsvogn på ønskesedlen, kommer ønsket sandsynligvis fra en rig ung kvinde.

Ønsker om lækkert værktøj kan komme fra ”manden i huset” – (han ønsker sig ikke en ny pibe – det er helt yt).

Et ønske om en hel nats søvn kan komme fra moderen til en baby, der er ved at få tænder.

I den alvorligere ende af ønskerækken er der den hjemløses ønske om en bolig eller den fattige Mor i Afrika, der mest af alt ønsker sig mad til sine børn. – Og fra den ensomme er der måske bare ønsker om telefonopringninger eller besøg.

Ingen gaver til de voksne

I mange familier aftaler man, at de voksne ikke giver gaver til hinanden, men kun til børnene.

Da jeg var ung og boede i København, gik jeg til rytmisk gymnastik. En af mine holdkammerater var en pige fra Fyn; hun var meget tilbageholdende og stilfærdig og så lidt gammeldags ud med sine fletninger og hjemmestrikkede muffedisser; – og for resten hed hun Inger ligesom jeg selv.

I sommeren 1959 skulle vores gymnastikhold deltage i opvisninger i forbindelse med Dansk Gymnastikforbunds 60-årsjubilæum, der blev markeret med et stort stævne i Odense.

Da vi diskuterede, hvordan vil kunne indkvarteres derovre, sagde Inger pludselig, at ”hvis vi ville tage til takke med at sove på loftet i hendes forældres gård”, kunne vi sagtens for lov til det; vi syntes, at det lød sjovt – så den var vi med på – og gården lå ved en lille by i nærheden af Odense.

Vi kom af sted – og stor var vores overraskelse, da vi nåede frem og så stedet, hvor vi skulle bo de næste tre dage. Vi havde nok forestillet os et høloft eller sådan noget lignende i et mindre husmandssted, men det viste sig, at Inger kom fra en firlænget gård, hvor hovedbygningen var en stor rød murstensbygning, der lå helt frit, og hvor staldbygningerne var stråtækte og hvide med smukt bindingsværk.

Vi var 14 gymnaster plus instruktøren og holdets pianist, og vi blev alle indkvarteret i værelser på øverste etage i hovedbygningen, hvor der var redt op til os med hvidt sengetøj, der duftede af sol og sommer.

Vi fik nu nogle herlige dage der, hvor vi blev forkælede af Ingers familie og pigerne i huset, når vi ikke var inde i Odense til stævnet; f.eks. var der dækket op til os med frugtgrød, når vi ”kom hjem” om aftenen.

Tilbage i København talte vi om, at vi ville give Ingers familie en opmærksomhed – eventuelt en julegave – som tak for opholdet. Men Inger fortalte os nu, at de ganske vist fejrede jul i hendes familie, men at de slet ikke brugte at give gaver.

Heldigvis fik en af gymnasterne den idé, at vi kunne splejse til stof, mønster og sygarn til en dug og så hver især brodere et stykke af mønsteret. Vi førte nu idéen ud i livet, og gennem hele efteråret lykkedes det os at brodere en køn dug med lys og stjerner på.

Inger fik dugen med hjem, da hun tog på juleferie – og den blev heldigvis godt modtaget og brugt flittigt i hendes hjem i juledagene – og til jul i flere år derefter.