Reddet af røgalarmen
I foråret installerede driften i Toveshøj brandalarmer i alle opgange. Få uger senere skulle det vise sig at være en rigtig god idé
Af Oleg Thomas Mose
I nattens mulm og mørke skærer lyden af en brandalarm sig pludselig op igennem opgangen og ind til Ilham Mohamed.
Klokken er tre om natten, det er først i april 2019. I lejligheden på anden sal i Toveshøj befinder sig ud over Ilham Mohamed hendes 18-årige datter, men hun sover trygt videre, uvidende om den potentielle fare.
Kort tid forinden installerede driften brandalarmer i alle opgange i Toveshøj, og det er en af de brandalarmer, der nu har vækket Ilham Mohamed.
Hun kommer ud af sengen og bevæger sig mod sin hoveddør. Da hun åbner døren, kan hun lugte røgen. Tankerne flyver rundt i hendes hoved. Hvad skal hun gøre? At kæmpe sig gennem røgen i opgangen virker ikke særligt tiltrækkende.
Hun beslutter sig for at lukke døren igen og skynder sig så ind for at vække sin datter. Sammen går de ud på altanen for at se, om der er andre beboere, der har gjort det samme. Det er der. En af dem fortæller, at han har ringet til brandvæsnet, og at de er på vej.
Der går omkring ti minutter, men de føles som flere timer, mens Ilham Mohamed og hendes datter står på altanen og venter på brandbilerne.
Et par gange er hun ude og se ved hoveddøren. Røgen siver ind i lejligheden, så hun beslutter sig for at klemme noget tøj fast på gulvet foran dørkarmen for at stoppe røgens indtrængen.
Endelig kommer brandvæsnet. Røgdykkerne trænger ind i opgangen og får lokaliseret årsagen til røgen. Det viser sig at være en cigaret smidt i affaldsskakten, der har udløst dramaet. Kort efter er branden slukket, men chokket sidder stadig i kroppen.
Mange beboere får ikke lukket et øje resten af natten. Sådan er det i hvert fald for Ilham. Så få dage efter har hun også været ude at investere i røgalarmer til lejligheden. For tanken om, at hendes datter ikke vågnede af røgalarmen i opgangen, kan hun ikke slippe.
At hændelsen kunne have udviklet sig fatalt uden en brandalarm, er serviceleder Michael Sørensen ikke i tvivl om.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2019-06 Oktober