Udviklingsplanen skaber utryghed hos beboerne i de udpegede blokke

Otte ud af ti ønsker ikke at forlade Gellerup, hvis blokkene bliver revet ned, viser afdelingsbestyrelsens ring på dørklokke-kampagne

Af Helle Hansen – arkivfoto (kun online)

Aarhus Byråds politikere har store planer for Gellerup. Det indebærer blandt andet nedrivning af syv blokke i Gellerupparken. Men hvad tænker beboerne i de 408 lejligheder, der står til at blive jævnet med jorden, hvis byrådet får sin vilje? Det satte afdelingsbestyrelsen sig for at undersøge.

Umiddelbart før juleferien blev der sat gang i en dørklokke-kampagne, hvor der blev ringet på samtlige dørklokker i 34 opgange. Kampagnen fortsatte i januar og indtil vinterferien i februar. Sideløbende blev der hver torsdag eftermiddag holdt info-caféer i foyeren i boligforeningens administration. Her kiggede flere beboere forbi, som ikke havde været hjemme, da der blev ringet på.

Stor usikkerhed
Både hos beboerne, som mødte frem til info-caféerne, men også hos en stor del af de beboere, som åbnede deres hoveddør, var der stor utilfredshed med usikkerheden og uvidenheden, som de efterhånden har måttet leve med i over halvandet år. Flere fortalte, at de sover dårligt om natten, og de oplever, at de er ved at blive deprimerede. Og mange føler sig meget alene med deres bekymringer om fremtiden, hvor der er uvished om, hvad der skal ske hvornår og hvordan.

Flere flytter ud
Der blev observeret 35 tomme lejligheder i de syv blokke. De tilbageblevne beboere kunne flere steder fortælle, at naboen for nylig var flyttet i eget hus på grund af udsigten til, at blokken skal rives ned. 11 beboere fortalte, at de har købt hus eller er i gang med at skrive slutsedlen. Halvdelen slog fast, at hvis der ikke havde været en udviklingsplan, så var de blevet boende.

Mulighed for at komme væk
”Vi vil gerne flytte fra Gellerup,” lød svarene fra 30 procent af beboerne. En del var unge mennesker, der bor i bofællesskaber, og som snart er færdige med at læse, og som så flytter videre. Men der var også en god snes beboere, der så det som en god mulighed for at få en bolig et andet sted i byen. Flere var usikre på, hvad de skal forvente af fremtiden, og de ønsker ikke mere at vente på, hvad politikerne finder på i Gellerup, så nu søger de væk. Heriblandt var et par af de ti familier fra de gamle Bentesvejsblokke, som allerede en gang er blevet flyttet på grund af Helhedsplanen.

Nej tak til nedrivning
To tredjedele af besvarelserne viser, at beboerne slet ikke ønsker at flytte. Men hvis de bliver tvunget til det, så ønsker otte ud af ti at blive i Gellerup. De sidste tyve procent tør ikke blive i Gellerup, fordi de ikke tror på, at det er sidste gang, at byrådet kommer og vil rive ned.

Økonomisk stavnsbundet
På spørgsmålet om, hvorvidt beboeren selv har råd til flytte, enten internt eller ud af afdelingen, svarede ca. 40 procent, at det vil de godt kunne, hvis det skulle være. Mens mere end halvdelen af beboerne, 56 procent, slog fast, at de ikke selv har råd til at flytte, og at de derfor er nødt til at afvente, hvad der bliver resultatet af de kommende forhandlinger om en ny helhedsplan. Og så først til den tid ved de, om de er købt eller solgt.

Helle Hansen ringer på døren hos beboerne for at høre beboerne, hvad de tænker.

Arkivfoto fra Skræppebladet februar 2020: Helle Hansen ringer på døren hos beboerne for at høre beboerne, hvad de tænker.

Stor svarprocent
Afdelingsbestyrelsen traf beboere hjemme i godt 200 af lejlighederne. Flest var hjemme i de store lejligheder til højre og venstre, mens det kun var hver femte beboer i de små midterlejligheder, der åbnede døren.

En enkel beboer ønskede overhovedet ikke at snakke, og sprogproblemer gjorde en håndfuld steder et interview umuligt, men her blev der i stedet taget imod et spørgeskema, som der var mulighed for at aflevere efterfølgende. Alle steder, hvor døren ikke blev åbnet, fik beboeren spørgeskemaet ind ad brevsprækken eller i postkassen. Godt 20 beboere benyttede sig af muligheden for at svare og aflevere sedlen hos boligforeningen.

Mere information og infomøder
I forbindelse med spørgeskemaet fik beboere, der ønsker at modtage flere oplysninger om, hvordan tingene udvikler sig, mulighed for at aflevere deres kontaktoplysninger.

Og så snart der er nyt, vil afdelingsbestyrelsen sende beskeder ud på mails og via sms. Der er også gang i planlægningen af nye info-caféer, især et møde med deltagelse af en psykolog, der kan hjælpe beboere med at få styr på, hvorfor de måske går rundt og har det rigtig skidt, fordi de er i en træls situation, hvor de selv er sat uden for indflydelse.

Nyindflyttet uden besked om nedrivning
For en lille håndfuld nyindflyttede beboere medførte besøget af afdelingsbestyrelsen en lidt chokerende nyhed, da det viste sig, at beboerne slet ikke var klar over, at den blok, som de netop var flyttet ind i , er udpeget til nedrivning.  

Fordi Helhedsplanen endnu ikke er endegyldigt vedtaget, undlader boligforeningens administration at fortælle nye beboere i de syv blokke, at de risikerer inden for en kortere årrække at skulle flytte ud af lejemålet igen.




Del eller print denne side:  


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 
© 1970-2020
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt