Ali er nu hjemme igen efter genhusning og renove­ring

Familien er godt tilfreds med forløbet og glæder sig over alt det nye, der sker i Gellerup

”Hvis man har været væk i lang tid og kommer tilbage hertil, tænker man: Det er ikke Gellerupparken.”
Sådan siger Ali Mohammed Khalil om de store forandringer, der sker i Gellerup i disse år. Og den midaldrende herre ved, hvad han taler om, for han har fulgt forandringerne med egne øje.

Han har boet i Gellerup i 29 år sammen med sin kone og parrets børn, og han glæder sig over alt det nye, der sker.
”Før var det et næsten lukket område, hvor Gudrunsvej og Edwin Rahrs Vej gik rundt om området. Det er meget bedre nu med Karens Blixens Boulevard og Inger Christensens Gade. Der er mere liv i Gellerup og flere, der kommer her nu,” siger han.

Genhusningen gik godt

Familien bor på Gudrunsvej 70 – også kaldet B7. Blokken har ligesom B4 været pilotprojekt for renoveringen, og de erfaringer, Brabrand Boligforening har gjort i de to blokke, tages nu med videre i de næste renoveringsprojekter.

Men for at håndværkerne kunne komme til, blev Ali og familien genhuset i ni måneder, mens renoveringen stod på. Ali havde et stort ønske om, at genhusningen kunne ske så tæt på som muligt, og det lykkedes – tilmed i en lejlighed på samme størrelse lige over for, hvor familien bor.

”Det var rart, at det var så tæt på. Jeg havde faktisk selv bedt om, at det var der, vi skulle genhuses,” fortæller han.
De ni måneder i et andet hjem forløb på den måde godt.

”Det var fint, og der var ingen problemer. Jeg vil sige, at Hanne Bruun (Brabrand Boligforenings genhusningskoordinator red.) fortjener en medalje for sin indsats. Hun har gjort alt for at hjælpe folk i området med deres genhusning, og jeg har snakket med mange, som siger, at de fik alt, hvad de havde brug for,” siger Ali.

Flere markante forandringer

B7 stod færdigrenoveret i 2020 med nye facader, ny trappeopgang med elevator og en indvendig opgradering af boligerne, så de nu fremstår lyse og moderne. De har fået malet og fuldspartlet vægge, nye gulve, ny elinstallation, nye døre, karme og skabslåger, nye vinduer og nye badeværelser. Sidst, men ikke mindst, er der kommet nyt ventilationssystem, der sammen med de nye vinduer og døre skal sikre et bedre indeklima og et mindre varmeforbrug. Udvendig har facaderne fået ny klimaskærm og et nyt udtryk med teglsten.

Vil man se, hvordan fremtiden former sig for beboerne i Gellerup, skal man altså rette blikket mod B7, og for Ali og familien var det dejligt at komme tilbage til en nyrenoveret lejlighed.
”Jeg er glad for de nye gulve og de nymalede vægge. De nye facader er også super. De er meget tætte, så man kan ikke høre så meget støj udefra,” fortæller han og fremhæver også de nye vinduer og de nye klimaskærme på facaden, som har givet et lavere energiforbrug.

”Det er mere tæt, så jeg tænder ikke så meget for varmen. Lejligheden er 70-80 procent bedre end før,” siger han.

Plads til forbedring

Det er dog ikke alt, der er blevet bedre efter renoveringen.
”Det, jeg har været mindst glad for, er de nye toiletter. De er meget mindre end de gamle. Nu bor vi en hel familie med en lille vask og kun bad på det ene badeværelse, så det er ikke så godt,” siger Ali.
Derudover er han heller ikke tilfreds med, at der ikke længere er døre i ind til køkkenet og stuen. Ligesom de ved renoveringens start blev lovet en dørklokke og dørspion, begge dele mangler lejligheden stadig.
I opgangen opfordrer Ali til, at man i de næste blokke finder en bedre løsning på belægningen på gulvet, og at elevatoren opgraderes.

Efter renoveringen har familien også fået et mindre kælderrum, hvor alle kan se, hvad man har stående, og det vil han gerne have lavet om. Men bortset fra disse ting er han generelt tilfreds med resultatet.
”Vi ved, at det er et pilotprojekt, og at det derfor kan være fejl, man skal lære af. Der har også været ting i B4, som nu er lavet bedre i B7, så det bliver bedre og bedre efterhånden,” siger han.

I er i trygge hænder

Ud over renovering af de eksisterende lejligheder er der også kommet helt nye boligtyper til i B7. Eksempelvis er nogle af lejlighederne i opgang 76 omdannet til tilgængelighedsboliger for ældre og gangbesværede.

I den anden ende af blokken – i nr. 68 – er nogle af lejlighederne på 6. og 7. sal nedlagt, og i stedet er der kommet nye boligtyper til, bl.a. tilgængelighedsboliger, mens der i bunden af blokken er lavet en helt ny stueplansløsning, hvor tidligere ubenyttede udearealer er lagt til boligerne på første sal, så boligerne nu er i to etager med direkte udgang til forhave og egen baghave.
Ali glæder sig over den positive udvikling i bydelen.

”Jeg er meget glad for området, for det er så dejligt at bo her. Jeg kan se Brabrand Sø fra min lejlighed, der er dejlig natur, og jeg har så mange gode bekendte,” siger han.

Og de beboere, der står foran et genhusningsforløb, hvis den tredje helhedsplan stemmes igennem, kan gå det i møde med ro i sindet, mener Ali.
”Det er en kæmpe opgave og et stort puslespil, men I er i trygge hænder.”

Læs også

▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2021-03 Maj

Rating

Synes du om artiklen?

Hjælp Skræppebladet med at blive bedre - giv en hurtig feedback.

  • Øv - ikke god
  • Nogenlunde
  • OK
  • Cool - god artikel
  • Kan anbefales
Klik på en smiley - du kan skifte mening bagefter.
Kommentar

Deltag i debatten og skriv kommentar som vises til alle

Skriv en kommentar

Denne side:

Kilde

Denne artikel er bragt i
Skræppebladet
2021-03 Maj side 16-17
i sektionen Foreningen

forsiden af magasinet 2021-03 Maj

©Copyright

Skræppebladet har copyright til denne artikel.

Det er ikke tilladt at kopiere eller viderebringe elementer uden skriftlig aftale.

Den eksklusive copyright tilhører de originale bidragsydere fx skribent og fotograf.

Læs mere om copyright på Skræppebladet

Kontakt

Skræppebladet er forenings- og beboerblad i Brabrand Boligforening

Skræppebladet
Gellerup Museum
Gudrunsvej 16, 6
8220 Brabrand

Se seneste kolofon og kontakt redaktionen for nærmere information om denne artikel.

Web-sektioner

Nyheder

Magasin

Aktiviteter

Afdelingerne

Foreningen

Debat

Mine bogmærker

henter data

Mine seneste artikler

henter data