Nyt fra bestyrelsesmøde
af Keld Albrechtsen, formand for Brabrand Boligforening
Der var mange indholdsrige sager på dagsordenen for mødet i foreningsbestyrelsen d. 12. december 2022. Der var planlægning af vores arbejde med ny strategi, hvor vi vil give repræsentantskabets medlemmer en orientering på et seminar d. 4. – 5. marts. Vi aftalte et heldagsseminar for bestyrelsen d. 21. januar.
Vi fik en orientering om arbejdet med at udarbejde den meget omfattende helhedsplan for omdannelse og renovering af Toveshøj.
Det er et kompliceret projekt, men også meget spændende. Vi forventer at kunne indgå aftale med kommunen og afdelingsbestyrelsen om en tidsplan for udarbejdelse af forslaget. Det bør kunne vedtages inden årets udgang.
Helhedsplanen skal godkendes af byrådet, landsbyggefonden, beboermødet på Toveshøj samt af repræsentantskabet.
Der skal tilvejebringes ganske mange penge fra bl.a. jordsalg for at sikre en god renovering af de boliger, der ikke skal rives ned. Planen skal også indeholde en finansiering af det ganske store opsamlede huslejetab, som boligforeningen ellers ville stå tilbage med.
Boligforeningen sendte et høringssvar om de planlagte besparelser i Aarhus Kommune. Heri anerkendte vi, at det er en vanskelig opgave at skabe balance i kommunens økonomi, men vi udtrykte bekymring for effekten på ungetilbuddene i de udsatte boligområder.
Der arbejdes nu på fortsat at sikre bl.a. mødesteder for børn og unge i Gellerup og Toveshøj uden for skolernes formelle rammer.
Boligforeningen fylder 75 år d. 29. april – og det vil vi gerne fejre, hvis der ellers kan findes penge til det. Der søges hos fonde, men det nedsatte jubilæumsudvalg opfordrede foreningsbestyrelsen til også at stille penge til rådighed.
Vi har jo ikke mange penge, men besluttede dog, at hovedforeningen kan give en slags underskudsgaranti i form af 10 kr. pr. lejemål, svarende til ca. 50.000 kr., og at vi vil opfordre afdelingerne til også at bidrage med 10 kr. pr. lejemål. Information herom til afdelingerne følger.
Vi var blevet uenige med afdeling 4, Gellerupparken, der på et beboermøde i april 2022 vedtog, at man ikke ville benytte det nye system med låse i opgangsdørene i de renoverede blokke B4 og B7.
Efter foreningsbestyrelsens opfattelse er det nødvendigt, at låsene skal bruges, og at man derfor må bruge en nøglebrik for at komme ind.
Vi havde modtaget henvendelser fra utrygge beboere og kunne konstatere, at der bl.a. var indbrudsforsøg i kældrene og hærværk i opgangene. Det koster afdelingen penge – og vi skal også sikre fortsat god udlejning af de renoverede boliger.
Sagen endte hos det kommunale tilsyn, som godkendte vores beslutning om, at dørene skal holdes låst.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2023-01 Februar