Nyt fra bestyrelsesmøde
(Oktober 2023)

af Keld Albrechtsen, formand for Brabrand Boligforening
Den ny foreningsbestyrelse, som blev valgt på repræsentantskabsmødet i maj, holdt konstituerende møde d. 19. juni. Her blev Erik Bløcher genvalgt som næstformand, og der blev nedsat en række udvalg. Udvalgene spiller bl.a. en væsentlig rolle i forberedelsen af sager, der skal behandles i bestyrelsen.
Vi har nu 29 afdelinger, og der skal være et foreningsbestyrelsesmedlem til stede på hvert af de ordinære beboermøder i august/september. Vi fordelte denne opgave imellem os og har set frem til at komme ud og være med i dialogen med beboerne.
På repræsentantskabsmødet blev der nedsat en følgegruppe med repræsentanter fra fem forskellige afdelinger, som skal arbejde med muligheden for individuel time for time-afregning af el i de fem afdelinger, der har fælles hovedmåler til el. Dette arbejde startede i juni og er fulgt op med endnu et møde i august. Det er en vanskelig sag, og følgegruppen har ikke haft mulighed for at gøre et konkret forslag klar til afdelingsmøderne dette efterår.
Der ligger nu en plan for udarbejdelsen af ny helhedsplan for Toveshøj. Der er aftalt en tidsplan, så helhedsplanen kan forelægges til godkendelse på et beboermøde, i byrådet og i repræsentantskabet i april 2024. Det er en ambitiøs plan, som kræver hårdt arbejde. I den forbindelse blev afholdt en workshop med deltagelse af bl.a. afdelingsbestyrelsen, borgmesteren og Landsbyggefondens ledelse, hvor de forskellige muligheder blev gennemgået. På det mere konkrete plan er nedrivningen af de tre nordlige daginstitutioner ved Toveshøj nu afsluttet, så grunden – der tilhører Toveshøj – kan indgå i de kommende byggeplaner. Og grunden er nu tilsået med blomsterfrø til glæde i foråret!
Vi aftalte at holde et bestyrelsesseminar d. 18. august, hvor vi drøftede bestyrelsens arbejde og var enige om, at vi vil fastholde den mere sparsommelige linje for brug af midler til bestyrelsen, som vi har haft de seneste år. Sammen med medlemmer fra afdelingsbestyrelserne i Hasselager holdt vi efter seminaret møde og gik ud i terrænet og så en smukt beliggende byggegrund ved Kolt Østerparken, hvor vi planlægger at opføre en ny afdeling med knap 60 lejligheder. Byggeriet opføres i samarbejde med Boligforeningen Århus Omegn, der skal bygge en tilsvarende afdeling på deres del af grunden.
Bestyrelsen holdt igen møde d. 21. august, og her bevilgede vi 3 mio. kr. som tilskud til udskiftning af bl.a. kobberrør og renovering af varmeanlæg i afd. 8 Drejergården. Det er et stort tilskud til en afdeling, men uden denne bevilling ville huslejen blive drevet op på et uholdbart højt niveau.
Og så frigav bestyrelsen efter ansøgning fra Hans Brogesparken 25.000 kr. fra Kunstfonden til en jubilæumsbænk, som skal symbolisere den bænk og det sted, hvor stifterne af Brabrand Boligforening sad, da de besluttede at oprette foreningen for lidt mere end 75 år siden.
Vi har bedt OpenAI om et kort resume:
TL;DR for Bestyrelsesmøde i Brabrand Boligforening:
- Ny foreningsbestyrelse blev konstitueret med genvalg af næstformand Erik Bløcher og dannelse af udvalg til sagsforberedelse.
- Medlemmer fra bestyrelsen deltager i beboermøder i de 29 afdelinger.
- Følgegruppe undersøger muligheden for individuel el-afregning i afdelinger med fælles hovedmåler, men ingen konkret plan er klar endnu.
- Planen for en ny helhedsplan for Toveshøj er fastlagt med ambitionen om godkendelse i april 2024. Workshop og nedrivning af daginstitutioner er allerede på vej.
- Bestyrelsen fastholder sparsommelig økonomisk politik og planlægger ny boligafdeling i samarbejde med Boligforeningen Århus Omegn.
- Bevilgede 3 mio. kr. som tilskud til renovering i Drejergården for at undgå højere husleje.
- Frigav 25.000 kr. fra Kunstfonden til en jubilæumsbænk i Hans Brogesparken som symbol på foreningens historie.
… med følgende prompt:
Skriv TLDR for: [linjeskift og så teksten i ovenstående artikel]
NB: TLDR er engelsk forkortelse for et superkort resume. Står egentlig for “Too Long; Didn’t Read” men anvendes ofte som en introduktion til at give overblik over en tekst.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2023-05 Oktober

