Utryg fraflytning fra Gudrunsvej
Læserbrev
Jeg bor i blok B6 på Gudrunsvej, som snart skal renoveres. Jeg har fået at vide, at min opgang skal omdannes, så jeg skal permanent genhuses. Den 1. april blev jeg sagt op, jeg har selv fundet en lejlighed i København, og den 25. juni flytter jeg.
Først fik jeg besked på, at jeg ikke skulle gøre rent (kun de hårde hvidevarer), så fik jeg at vide, at jeg alligevel skulle gøre rent. Og nu lyder beskeden, at jeg skal gøre rent den dag, jeg flytter. Jeg forstår det ikke, og det føles meget utrygt.
Jeg har prøvet at få svar på nogle spørgsmål, så er jeg blevet henvist til en anden, og så har jeg fået svar fra en helt tredje. Og jeg er stadig i vildrede. Hvordan skal jeg nå at gøre lejligheden rent, inden jeg skal aflevere nøglerne?
Jeg er også i vildrede om, hvis jeg selv gør rent, hvor meget skal jeg gøre rent? Jeg frygter, hvor meget vil der blive taget af mit indskud, og hvornår får jeg det tilbage?
Jeg savner at have en person at tale med om disse ting. Hvordan må det føles, hvis man oven i købet ikke kan sproget?
Venlig hilsen
Opsagt beboer
Tine Hind
Gudrunsvej 60, 4. tv.

Illustrationer på læserbrev-siderne i dette nummer er lavet med kunstig intelligens, DALL-E og Adobe Firefly, prompt Ulrik D-H
Svar fra boligforeningens administration
I forbindelse med genhusning afholdes der altid et førsyn i lejemålet. Et førsyn er en gennemgang af lejemålet og en orientering om, hvordan lejemålet skal forlades i forbindelse med fraflytning. Vi udleverer en vejledning, hvor det fremgår, hvordan lejemålet skal rengøres.
Rengøringen skal være foretaget inden fraflytningssynet, hvor nøglerne til lejemålet skal afleveres.
Der gives altid et overlap på minimum 14 dage. I denne periode skal flyttefirmaet foretage flytningen, og beboeren skal sørge for rengøring af lejemålet.
Vi anbefaler vores beboere, at de i forbindelse med bookning af flyttefirma tager højde for, at flytningen bliver foretaget, senest nogle dage inden nøglerne skal afleveres, så der er tid til rengøring.
De bedste hilsner
Susanne Witting
Administrationschef
Læs mere om fraflytning og syn på Brabrand Boligforenings hjemmeside:
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2024-03 Juli