Millioner afsat til helhedsplanen
Landsbyggefonden har reserveret 349 millioner kroner
til indsatsen i Gellerup og på Toveshøj
af Helle Hansen
Månedens gode nyhed har været, at Landsbyggefonden allerede på nuværende tidspunkt har afsat 349 millioner kroner til at gennemføre helhedsplanen i Gellerupparken og Toveshøj. Det er resultatet af en foreløbig ansøgning, som Brabrand Boligforenings har sendt til fonden.
Penge til mursten
Det er helt nyt, at Landsbyggefonden på den måde går ind og reserverer penge, som de netop har gjort det til helhedsplanen i Gellerup og Toveshøj. I alt er der forhåndsreserveret 349 millioner kroner, som boligforeningen kan søge, når helhedsplanen skal realiseres.
Landsbyggefondens penge kan for eksempel bruges til forbedringer af udearealerne i de to boligområder. Det kan være til at anlægge nye legepladser, bygge forsamlingshuse, lave mødesteder eller andre fællesfaciliteter, det står der i brevet fra fonden, som skønner, at pengene allerede kan blive frigivet fra 2010. Men det forudsætter, at boligforeningen til den tid har grundlaget for at gennemføre planen klart.
Glæde over beskeden
Det betyder blandt andet, at det skal være fremskaffet den nødvendige dokumentation for den byggetekniske indsats, og der skal have været holdt besigtigelser, ligesom forhandlingerne om den endelige omfang af helhedsplanen skal være afsluttet.
Både hos boligforeningen og på rådhuset er der glæde over udmeldingen fra Landsbyggefonden. 349 millioner kroner er nemlig, sammen med de 125 millioner kroner, som kommunen og boligforeningen allerede har afsat, næsten halvdelen af helhedsplanens budget, som er anslået til at komme til at koste cirka en milliard kroner. Den resterende halve milliard kroner forventes af skulle komme fra private investorer og fonde.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2008-03 April