Planen sparket i gang

Så lød startskuddet for helhedsplanen, der de kommende 10-20 år
skal ændre Gellerup fra et boligområde til en aktiv bydel

af Helle Hansen. Foto af Bo Sigismund

Fritidsforeningens sommerudflugt til Legoland og Friheden havde klart større tilslutning end Kick-Off-arrangementet for helhedsplanen, som lørdag den 16. august fandt sted i GLOBUS1.
Her var fremmødet af lokale beboere til at overskue i hallen, hvor der til gengæld var godt fyldt op med arkitekter og ingeniører, konsulenter og andet godtfolk så som byrådspolitikere, der var mødt frem for at sende den store plan godt på vej.

I GLOBUS1 var halvdelen af hallen dækket op med stolerækker og en scene til at holde åbningsceremonien, der bestod af taler af borgmester Nicolai Wammen, der blandt andet sagde, helhedsplanen er en vandvigtig opgave, som skal løses.

“Vi har et inderligt og oprigtigt ønske om at forvandle et stort boligområde. Det er den mest ambitiøse plan om forandring, der er set i Danmark. Men det kan ikke gøres, uden at alle i området går ind og viser, at man vil være en del af forandringen. Viljen til at blande sig er helt afgørende,” sagde borgmesteren.
Performergruppen Trash.dk sørgede for underholdningen
Performergruppen Trash.dk sørgede for underholdningen

Også næstformand i Brabrand Boligforening, Keld Albrechtsen, holdt tale. Og han blev efterfulgt af en omfattende præsentationsrunde af de fire arkitektfirmaer og deres samarbejds–partnere, der skal være med til at forvandle Gellerup over de næste mange år.

Det drejer sig Cowi, JWH Arkitekter, Arkitema og Rambøll, som løbet i af de næste tre-fire måneder skal udarbejde hver deres plan for området. Det bliver de fire planer, der skal danne baggrund for den nye lokalplan for Gellerup og Toveshøj i fremtiden.

Rund på gulvet med borgerne
Den anden halvdel af halgulvet i Globus1 var ved borgermødet dækket af fire store gulvtæpper, hvorpå der var påtrykt kort over Gellerup- og Toveshøjsområdet.
Rundt om kort-gulvtæpperne var der sat stole frem til de borgere, som havde taget imod indbydelsen til at deltage i inspirationsgruppen. Og da åbningen var overstået, fordelte de aktive borgere sig rundt ved de fire kort-tæpper, og så satte rådgiverfirmaernes repræsentanter sig på de ledige stole for at høre, hvad borgerne havde at bidrage med til processen.

Hver enkel deltager var inden borgermøde blevet bedst om at forberede sig til dagen ved at komme med eksempler på gode og dårlige historier fra livet i de to boligområder.
Og snakken gik livligt, og spørgsmålene fra rådgiverne fløj gennem luften i den halvanden time af programmet, som var tilbage efter kaffe og kagepausen.

Med et landkort på gulvet må det være muligt at få fod på processen. De fire workshops arbejdede med hver sit kort i stor skala.
Med et landkort på gulvet må det være muligt at få fod på processen. De fire workshops arbejdede med hver sit kort i stor skala.


Flere møder

Med de indledende øvelser vel overstået gik alle mødedeltagerne efter tre timer hver til sit. Rådgiverne skal nu hjem og arbejde videre med de mange input, som de hørte rundt ved gulv–tæpperne. Og sådan skal alle, Inspirationsgruppen og rådgiverne, mødes igen to–tre gange i løbet af efteråret for at bringe processen videre. Næste workshoparrangement er mandag den 15 september i GLOBUS1.

Det er rig mulighed for løbende at følge udviklingen i processen omkring helhedsplanen på en flere hjemmesider: www.bbbo.dk, www.aarhuskommune.dk/helhedsplanen, www.aarhusvest.dk




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT




 
 
© 1970-2019
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt