Klummen

I biffen

“Film skal ses i biografen”

af Inger Bloch – illustration af Jesper Ankjær

For nylig var jeg i biografen – det er ellers ret sjældent, at det sker, men nu skulle det være – der var en spændende film på programmet.

Duft
Min ledsager og jeg ankom i god tid før forestillingen til én af byens store biografer. Der var en summen af stemmer i hallen og et mylder af mennesker i alle aldre; nogle sad og hyggede sig, og andre stod i kø.

En gennemtrængende duft af popcorn hang i luften, og salget af popcorn, cola og slik gik strygende. Det er ellers en ret dyr fornøjelse at købe disse sager: En pose slik i normal størrelse koster i sliksupermarkedet 30 kr. og ønsker man en bakke popcorn og et bæger cola, er prisen mellem 30 og 70 kr. alt efter størrelsen!

Ventetid
Tiden oprandt, hvor vores film skulle begynde (troede vi), men først skulle der vises reklamer! Lyden var øredøvende, der var skruet så kraftigt op for højttalerne, at man fik en følelse af at blive trykket ned i stolen.

Efter godt og vel 20 minutter på denne måde blev der vist et par trailere for de næste film, der skulle komme i den pågældende biograf. Endelig – en halv time efter at vi havde indtaget vore pladser – kunne filmen begynde.
Vi havde begge håbet, at der nu ville blive skruet ned for lyden, men ak nej – den fortsatte med uformindsket styrke!

Nyt slogan
Heldigvis var filmen god, men jeg opfandt en tilføjelse til det gode gamle slogan, som vi alle kender – så nu hedder det: ”Film skal ses i biografen – husk høreværn!”




Del eller print denne side:  


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 
© 1970-2020
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt