Tur til Aalborg gav god inspiration til helhedsplan
Besøg i Aalborg Øst’s spritnye Kvarter- og Sundhedshus gav ideer til fremtidens beboerhuse
Tekst og foto af Elsebeth Frederiksen
Repræsentanter for Gellerupparken og Toveshøj og foreningsbestyrelsen var onsdag den 20. marts på udflugt til Aalborg sammen med repræsentanter fra Aarhus Kommunes Sundhed og Omsorg.
I Aalborg skulle de besøge det spritnye Kvarter- og Sundhedshus i Aalborg Øst, hvor det store byggeri er en del af helhedsplanen for det såkaldte belastede boligområde Kildeparken.
Kvarter- og Sundhedshuset, der blev indviet i september 2012, er en imponerende bygning med mange faciliteter for beboerne og områdets borgere med fokus på sundhed.
Huset rummer både læger, jordemødre, apotek, sundhedspleje, nærpoliti, sundhedscafé, folkefitness og hjemmesygepleje samt flere lokaler til beboeraktiviteter.
Nedrivning af tre boligblokke
Kvarter- og Sundhedshuset blev indviet efter fire års forberedelse, som blandt andet havde krævet nedrivning af tre boligblokke og dermed flytning af de beboere, som boede i blokkene.
Formanden for Boligforeningen Himmerland, Ole Nielsen, forklarede, hvad helhedsplanen i dette område gik ud på.
Kildeparken skal gennemgå en stor renovering, der betyder, at bygninger skal gennemrenoveres, nye bygges til, og så skal der laves nye rekreative områder med blandt andet sportsbaner.
Som appetitvækker havde boligforeningen lavet en video, som beskrev, hvordan området kommer til at se ud i 2020.
Videoen fik flere af dem, som er tilknyttet Gellerup, til at få lyst til at flytte nordpå.
Forandringen sker indefra
Ole Nielsen forklarede, at forandringen i området selvfølgelig ikke sker ved, at man laver det smukkere, men folks holdning til det ændrer sig, fordi de indser, at de bor i et spændende område, og på den måde løfter de sig som personer, samtidig med at området løfter sig.
En rundtur i huset vidner om et flot og funktionelt hus, som har de ting, enhver beboer kan ønske sig af et sundhedshus.
Imponerende fitnesscenter
Gæsterne fra Aarhus var især imponeret over fitnesscenteret, som områdets beboere frit kan benytte for blot 50 kroner om måneden, mens folk udefra betaler 200 kroner.
Der var meget positiv stemning for at få lavet et sådant fitnesscenter i et kommende sundhedscenter på Toveshøj.
Midt på eftermiddagen var besøget slut, og bussen kørte tilbage mod Aarhus. I bussen gik snakken livligt, og en af de ting, som deltagerne mente, man nemt kunne tage med som ide til et sundheds- eller beboerhus, var at placere et varmemesterkontor i bygningen.
Turen til Aalborg har helt sikkert givet inspiration til, hvordan et kommende sundhedshus på Toveshøj og et kulturhus i Gellerup kan komme til at se ud.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2013-03 April