Udviklingen i Hans Broges Parken

Kommentar til læserbrev

Foranlediget af Erling Melgaard Jarsbos læserbrev på side 17 i Skræppebladets marts-nummer – og Keld Albrechtsens svar herpå – føler jeg trang til at fare i blækhuset!

I brevet nævnes nogle uheldige episoder, som er forekommet. Den slags episoder medfører, at der skabes utryghed blandt beboerne. Jeg støtter Erling i, at det er bedre at råbe ”vagt i gevær”, inden problemerne eskalerer, end det er blot at være passiv tilskuer til, at en uønsket udvikling går i gang.

Hans Broges Parken. Arkivfoto (kun online) af Kirsten Hermansen

Hans Broges Parken er stadig et rart sted at bo – og et sted, hvor man bliver boende i mange år. Nogle af vore beboere er selv vokset op her i afdelingen og har som voksne stiftet familie og fået bolig i et hus på Udsigten eller i en lejlighed.

Jeg selv flyttede hertil for næsten 30 år siden; jeg kom fra Gellerupparken, hvor jeg havde boet i 13 år sammen med mine børn.

Afdelingen er den ældste i Brabrand Boligforening – et efterhånden noget slidt byggeri med knirkende gulve og tynde vægge. Trods det kan man finde sig i meget, når man bor i et dejligt område, hvor bygningerne har en smuk arkitektur, og med udsigt til søerne til den ene side og med skoven oppe bagved.

Der er ingen speciel grund til at ændre beboersammensætningen; her bor unge under uddannelse, enlige mødre, børnefamilier, midaldrende par, hvor børnene er flyttet hjemmefra, og pensionister – i øjeblikket med en overvægt af ældre, men det vil jo udjævne sig på naturlig vis. Som jeg ser det, svarer sammensætningen til det, man forventer i en almennyttig boligforening.

Vi har da nogle socialt ramte familier her, men området er ikke robust – og der er grænser for, hvor mange problemer, vi kan håndtere.

Jeg blev glad, da jeg i Keld Albrechtsens svar læste, at foreningsbestyrelsen over for kommunen påpeger, at vi ønsker fleksibel udlejning – den blev jo desværre afskaffet i vores afdeling i november.

Jeg er enig med Keld i, at dialogen er vigtig, og at vi skal tale sammen om problemerne. MEN i nogle tilfælde kan det – trods ihærdige forsøg – være umuligt at skabe en dialog, og hvad gør man så?

Keld skriver også i sit svar, at foreningsbestyrelsen arbejder for helhedsplaner i de to ældste afdelinger – som om det kan være en mulig løsning på de problemer, Erling nævner – eller har jeg misforstået det?

Der er vist ingen her i afdelingen, der ønsker en ”stor, forkromet helhedsplan” – jeg tror nærmere, at de fleste beboere ønsker en renovering, der fører frem til boliger i rimelig og holdbar kvalitet og til en husleje, de fortsat kan betale!

Af Inger Bloch