Afd. 4: Midttrafik lover ny lokal busrute til Gellerup
Afdeling 4 – Gellerupparken
Gellerup Fællesråd foreslår flere ruteflytninger i forbindelse trafikplan 2017
Af Elsebeth Frederiksen, foto Bo Sigismund
Når Aarhus Letbane begynder at køre i 2017, kommer der til at ske ændringer i de kollektive trafiktilbud i Aarhus. Det får mærkbar betydning for Brabrand-området, fordi Midttrafik planlægger at oprette en hel ny lokal busrute, der kommer til at hedde Linje 24.
Den nye rute kommer til at genoprette forbindelsen mellem Hasle Torv og Gellerup, og den kommer endda til at køre rundt om Toveshøj, når den nye vejforbindelse fra Janesvej bagom til Bazar Vest ventes at åbne næste år.
”Vi har læst forslaget til den kollektive trafikplan 2017 i Aarhus, som har været i høring til den 28. februar, og vi er kommet med en række kommentarer og forslag til ændringer af flere af ruterne rundt om Gellerup,” fortæller Helle Hansen, der er formand for Gellerup Fællesråd.

Gudrunsvej blev sidste forår genindviet af linje 15, der klippede den røde tråd. Fællesrådet ønsker, at det fremover bliver 4A, der skal køre ned ad Gudrunsvej til City Vest.
Alt for lav frekvens
”Der er stor ros til ideen om at lave en ny lokal rute 24. Men samtidig har vi kritiseret trafikplanen for, at det kun foreslås, at bussen skal køre i timedrift og kun i dagtimerne. Det er alt alt for lidt, hvis ruten skal have nogen reel betydning,” fastslår Helle Hansen, der dog bemærker, at ruten er planlagt til at skulle køre ad Sigridsvej rundt om Gellerupparken.
”Det er positivt i forhold til de tidligere planer, vi har set. Heri stod, at linje 4A, når bygaden i Gellerup næste efterår er færdig, skal ind og køre i det tracé eller spor, hvor der allerede er gjort plads til, at den nye letbane kan komme til Gellerup,” siger Helle Hansen.
Møde med Midttrafik
Fællesrådet har sammen med repræsentanter fra City Vest og Brabrand Fællesråd i forbindelse med høringen holdt et møde med repræsentanter fra Midttrafik og Aarhus Kommunes afdeling for Kollektiv Trafik.
”Her hørte vi de overordnede tanker bag den nye trafikplan. Men vi er meget skuffede over, at der tilsyneladende slet ikke har været lydhørhed hos busselskabet overfor tidligere indsendte forslag fra fællesrådets side. Forslag, der er gået ud på, at de to buslinjer 4A og 15s ruter om Gellerup skal byttes rundt, ” siger Helle Hansen.
Linje 15 forbi City Vest
I fællesrådets høringssvar foreslås det, at Linje 15´s rute omlægges, således at 15’eren kommer til at køre ned ad Gellerups bygade, forbi biblioteket og City Vest på vej over mod Globus1.
”Vi er overbevist om, at en sådan ruteføring umuligt kan forlænge turen nævneværdigt i forhold til den rute, Linje 15 kører i dag, som er ind ad Edwin Rahrs Vej hen til Gudrunsvej. Sådan en ruteføring vil også give beboerne i Gl. Brabrand direkte adgang til indkøbsmuligheder, bibliotek mv.,” siger fællesrådsformanden.
Linje 4A ad Gudrunsvej
I den kommende trafikplan lægges op til, at Linje 4A´s rute skal flyttes over til bygaden i Gellerupparken, når gaden åbner næste år.
”Gellerup Fællesråd vil gerne opfordre til, at Linje 4A i stedet kører helt hen til Gudrunsvej og så ned ad den lange vej, der har den største koncentration af potentielle passagerer, og ned ad Tinesvej forbi City Vest. Her foreslår vi, at der skal laves et nyt stoppested ved centrets store p-plads,” siger Helle Hansen og tilføjer, at fællesrådet desuden opfordrer Midttrafik til at fastholde den rute, som Linje 4A´s rute, indtil letbanen kommer om seks-syv år. Til den tid kan letbanen så køre ned ad bygaden.
”Argumentet er, at de centrale dele af Gellerup i de næste mange år kommer til at ligge i byggerod og store omlægninger i forbindelse med Helhedsplanen. Derfor er en linjeføring med 4A ned ad Gudrunsvej det, som giver mest mening og bedst service til beboerne i området,” fastslår Helle Hansen, der håber, at busselskabet seriøst tager Gellerup Fællesråds forslag med i overvejelserne, når den nye trafikplan skal laves.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2016-02 Marts