Ministeren fik lektion i beboerdemokrati

Boligminister Kaare Dybvad lagde vejen forbi Skovgårdsparken for at høre om afdelingens energirenovering med fine målinger

Af Helle Hansen, fotos Bo Sigismund

Skovgårdsparken havde gjort hovedrengøring, og der var hakket ukrudt i bedene, så afdelingen fremstod ren og pæn, da den nye boligminister, Kaare Dybvads, ministerbil svingede ind på Karensvej og stoppede op foran indgangen til Skovgårdsparkens driftskontor.

Det var Skovgårdsparkens energirenovering, der bragte boligministeren til Brabrand.

Det var Skovgårdsparkens energirenovering, der bragte boligministeren til Brabrand.

En lille uge før besøget havde afdelingsformand Vagn Eriksen fået besked om, at ministeren gerne vilel komme forbi for at høre mere om potentialet i afdelingens energirenovering.

”Jeg tror også, at han kom for at opleve, hvordan et belastet boligområde er. Men han fik foredraget og historien om et beboerdemokrati, der kræver at blive inddraget, ” siger Vagn Eriksen og fortæller, at det ikke var tal, men holdninger, han fortalte om.

Historien om papiruld
”Vores renovering har krævet en stædig beboergruppe, der har været i stand til at stå fast på, at sådan vil vi bo. Det handlede både om indretningen med ventilationen, der oprindelig var tænkt som en klods i et af de små værelser med et aggregat, der målte 60 x 60 centimeter. Efter en måneds leg med vores vvs-mand, som hele tiden blev stillet spørgsmålet: Vil du selv bo sådan? – så fandt vi en god løsning,” husker Vagn Eriksen, som også fortalte ministeren om to måneders tovtrækkeri med entreprenøren omkring isoleringen.

”Vi ville have papiruld, men entreprenøren kunne ikke finde det. En enkel søgning på Google og et hurtigt telefonopkald morgenen efter betød, at Skovgårdsparkens beboergruppe samme dag ved middagstid kunne sende fire medlemmer af sted mod Vildbjerg,” fortæller Vagn Eriksen. Klokken 14 samme dag kunne han ringe til MT Højgaard og fortælle, at beboerne nu havde fundet det papiruld, de ledte efter.

Tre år med beboergruppen
”Jeg kunne se, at ministerens øjne lyste. Og jeg tror på, at han fik med sig, at det handler om gå-på-mod og om ikke at lade sig bremse af teknikere. Som beboere skal man sige, hvad man ønsker, og så få nogle til at sørge for, at det kan lade sig gøre. Men det har betydet meget arbejdstid for de beboere, der var medlemmer af beboergruppen. Gennem tre år er de mødtes hver eneste tirsdag for at tale renovering,” fortæller formanden stolt.

”Jeg tror også, at det overraskede ministeren, at vi ikke stemmer i Skovgårdsparken. Vi taler os til rette. Det at føle, at man er med i processen og bliver taget alvorligt, gør, at man gider være med. Og så er det vigtigt at huske, at det er os, der skal leve med det, der bliver lavet. Det er vores hjem. Derfor kæmper vi. Det er tit bare et spørgsmål om sund fornuft.”




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT




 
 
© 1970-2019
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt