De unge på kollegiet holder ud

Det nye Aarhus Kollegiet i Gellerupparken er trods udfordringer et rigtigt godt sted at bo

Starten på studielivet i Aarhus Kollegiet var udfordret, fordi de unge studerende i september flyttede ind i noget, der nærmest lignede en byggeplads det første halve år. Og Corona-krisen med alle dens restriktioner og aflysninger af planlagte velkomstfester og andre initiativer ramte i det tidlige forår. Senest fik de studerende, for et par uger siden, oplevelsen af at fået bopæl en lille krigszone, da Rasmus Paludan kiggede forbi Gellerup, og det efterfølgende udviklede sig til, at lokalområdet nærmest var en kampplads mellem politiet og nogle af områdets ballademagere.

På trods af alt det opremsede så er det tre glade og tilfredse unge beboere i Aarhus Kollegiet, Skræppebladet møder i kollegiets hyggelige gård til en snak om, hvordan det går i den nye ungdomsafdeling, der er skudt op midt i Gellerupparken, der hvor der før lå en blok på Bentesvej.

Theis, Philip og Lars er glade for at bo på Aarhus Kollegiet.

Theis, Philip og Lars er glade for at bo på Aarhus Kollegiet.

Theis Weinreich, Philip Aagaard og Lars Hansen er alle medlemmer af kollegiets nye afdelingsbestyrelse, som lige akkurat nåede at blive valgt, inden coronaen lukkede ned for møder. Theis er formand, og Philip er næstformand i bestyrelsen, som nu er i gang med at finde sine ben i, hvad det lige er, det der med beboerdemokrati går ud på.

”Vi var i gang med at planlægge et åbent hus-arrangement, men det har vi været nødt til at udskyde, nok hen til august. Det kommer så nok til at passe med, at de nye beboere flytter ind i de nye lejligheder,” fortæller Theis.

Det var nemlig kun godt 150 af kollegiets lejligheder, der stod færdige sidste år i september.

Den sidste halvdel med godt 200 nye kollegieværelser er klar til udlejning her til studiestart. Og flere er begyndt at skrive sig op på ventelisten, men der skal også reklameres for at få fuldt hus.

”Vi begynder snart at have rundvisninger for interesserede hver torsdag,” fortæller Philip.

Flere er flyttet

I løbet af de første ni måneder har der været en rimelig stor udskiftning på kollegiet, og p.t. er der godt 20 ledige kollegieboliger.

”Nogle er nok flyttet, fordi det er planlagt, men det har altså også været en byggeplads her de første seks måneder,” siger Lars Hansen.

Kollegiebeboerne fik i første omgang et lidt træls møde med Gellerup, da nogle af områdets unge smadrede tre store ruder, første gang der blev holdt fællesarrangement for beboerne i stueetagen en uge efter indflytningen. Flere syntes, at det var meget ubehageligt, og mange blev utrygge.

”Politiet kom, og jeg synes, at der kom styr på det. Men vi oplevede desværre også nogle indbrud, og der var også nogle unge, der fandt ud af at komme ind og sidde i vores trapperum, de gik dog uden at lave ballade, da vi bad dem om det,” fortæller Theis.

Klyngeliv

I den del af kollegiet, der nu er beboet, findes der syv klynger, der hver har mellem 6 og 42 boliger. Klyngerne har et fælleskøkken, hvor man kan mødes og være sammen, men alle lejlighederne har også eget tekøkken med et par kogeplader, hvis man hellere vil være alene.

Hver klynge sørger selv for at lave regler for, hvordan man klarer rengøringen på fællesarealerne. Grovrengøringen, den lidt større rengøring af køkken og gangareal, bliver klaret af et rengøringsfirma udefra ca. hvert kvartal.

”I klyngerne er der normalt fællesspisning en gang om ugen, men det har været aflyst de sidste par måneder på grund af corona,” fortæller Philip.

Sælger Gellerup

Som nye afdelingsbestyrelsesmedlemmer er de tre unge herrer allerede bevidste om, at det er noget skidt, hvis der står en masse tomme lejligheder. Derfor er de også indstillet på at være med til at sælge Gellerup.

”Vi har lige haft to dage med uro. Jeg hørte det ikke selv, for jeg bor i bagbygningen. Men ellers synes jeg, at Gellerup er et rigtigt godt sted at bo. Det er kort til Bazar Vest, 900 meter ned til City Vest og tyve minutter ind til centrum på cykel,” siger Theis.

”Og ellers har du A-bus hvert tiende minut på hverdage og hvert kvarter i weekenderne,” tilføjer Philip.

”Og Brabrand Sø ligger dejligt tæt på,” siger Lars.

Alle tre giver udtryk for, at de ser frem til at prøve at lære Gellerup bedre at kende, når nu eksamen snart er overstået, og coronaen sløjer af. Og de har også tænkt sig at invitere hele Gellerup indenfor i den hyggelige gård senere på sommeren.

”Og så er vi i gang med et samarbejde med KaffeFair, der laver mad i boligforeningens kantine. Der bliver en mulighed for, at vi kan bestille mad der, hvis man for eksempel skal have møde med sin studiegruppe og ikke lige selv har tid til at gå i køkkenet,” fortæller Theis og ser ud til at glæde sig.

Læs også

▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2020-04 Juni

Rating

Synes du om artiklen?

Hjælp Skræppebladet med at blive bedre - giv en hurtig feedback.

  • Øv - ikke god
  • Nogenlunde
  • OK
  • Cool - god artikel
  • Kan anbefales
Klik på en smiley - du kan skifte mening bagefter.
Kommentar

Deltag i debatten og skriv kommentar som vises til alle

Skriv en kommentar

Denne side:

Kilde

Denne artikel er bragt i
Skræppebladet
2020-04 Juni side 4
i sektionen Artikler

forsiden af magasinet 2020-04 Juni

©Copyright

Skræppebladet har copyright til denne artikel.

Det er ikke tilladt at kopiere eller viderebringe elementer uden skriftlig aftale.

Den eksklusive copyright tilhører de originale bidragsydere fx skribent og fotograf.

Læs mere om copyright på Skræppebladet

Kontakt

Skræppebladet er forenings- og beboerblad i Brabrand Boligforening

Skræppebladet
Kollektivbyen
Gudrunsvej 78, 2.-3.sal
8220 Brabrand

Se seneste kolofon og kontakt redaktionen for nærmere information om denne artikel.

Web-sektioner

Nyheder

Magasin

Aktiviteter

Afdelingerne

Foreningen

Debat

Mine bogmærker

henter data

Mine seneste artikler

henter data