Afd. 4: Byggeudvalg vil høre beboernes dom
Afdeling 4 – Gellerupparken
Gellerupparkens afdelingsbestyrelse har udsendt et spørgeskema til beboerne i pilotblokkene
Tekst Elsebeth Frederiksen, foto Helle Hansen
Sidst i oktober landede der et spørgeskema i postkassen hos beboerne i Gellerupparkens to pilotblokke B4 og B7 på Gudrunsvej, hvor renoveringen er ved at være gennemført og afsluttet. Nu vil afdelingsbestyrelsen gerne høre, hvad beboerne mener.
Afdelingsbestyrelsen havde tænkt, at den skulle ud og stemme dørklokker, men den alvorlige coronasituation har betydet, at spørgeskemaerne bliver afleveret i postkassen.
Brabrand Boligforenings projektafdeling er sideløbende i gang med en overordnet evaluering, der involverer beboere, boligforening, kommune og andre aktører. Men projektafdelingens evaluering har kun udspurgt et lille antal beboere, og Gellerupparkens afdelingsbestyrelse ønsker at give alle beboerne i pilotblokkene mulighed for at fortælle, hvad de tænker om renoveringen.

Spørgeskemaet er blevet omdelt til alle beboere i blok B4 og B7.
Anonym undersøgelse
Byggeudvalget har udarbejdet fire spørgeskemaer; to skemaer er rettet mod beboerne i lejlighederne, der er blevet basis-renoveret. De to andre spørgeskemaer er rettet mod beboerne i de nye lejlighedstyper i byhusbåndet og citylejlighederne i blok B4 og de såkaldte tilgængelighedsboliger i blok B7. Afdelingsbestyrelsen håber, at alle beboere i B4 og B7 vil tage sig tid til at svare på spørgsmålene.
Fristen for at aflevere skemaet er onsdag den 15. november. Svarene skal afdelingsbestyrelsen bruge, når den skal i gang med at forberede renoveringsprojekterne i de resterende blokke i Gellerupparken.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2020-07 November