De lyse nætter

Nordboernes sommer har tidligere overrasket folk sydfra

af Jens Skriver / Astronomiklub Capella

Den længste dag er egentlig 21 juni, og da varer natten omkring syv timer, eller rettere sagt: der går omtrent syv timer, mellem Solen går ned, og den står op. Den korteste dag er 21 december, da går der syv timer, fra Solen står op, til den går ned igen. Det skyldes simpelthen, at Jordens akse hælder. Midt mellem Jordens poler er ækvator, der er nærmest Solen, og hvor dag og nat skulle være lige lange, og Solen altid befinde sig midt på himmelen. Det gør den imidlertid kun ved jævndøgn. Ellers bevæger Solen sig om sommeren mod nord og om vinteren mod syd.
astronomiklub-capella.jpg

Det plan, Jorden i løbet af et år drejer sig rundt om Solen i, kaldes Ekliptika. Jordens rotationsakse er imidlertid ikke vinkelret på Ekliptika. Jordens akse hælder 23,5 grader i forhold til at være vinkelret på Ekliptika. Om sommeren, når den nordlige halvkugle vender nærmest solen, vil dagene være meget lange. Og omvendt om vinteren. Nord for polarcirklen går Solen aldrig ned om sommeren, og omvendt er der mørkt hele tiden om vinteren. Men nu i de lyse nætters tid bliver det heller ikke helt mørkt herhjemme; der vil altid være lidt lyst i nord, da Solen befinder sig lige nedenunder horisonten.

Dyrekredsen

Solen har sin faste bane over himmelen. Hvis vi forestillede os, at stjernerne også kunne ses om dagen, ville Solen befinde sig i de 12 stjernebilleder på Ekliptika, eller dyrekredsen, som den også kaldes. På Ekliptika befinder Månen og planeterne sig også. Når Solen i gamle dage var længst mod nord, befandt den sig i stjernebilledet Krebsen; når den var længst mod syd i stjernebilledet Stenbukken. Derfor tales om Krebsens og Stenbukkens vendekredse. Det gør den dog ikke mere. Jorden drejer rundt om sin akse ligesom en snurretop. Det er også begrænset, hvor længe Jordens akse bliver ved med at være rettet mod Nordstjernen.

Capella Astronomiklub

Kontaktperson:
John Mikkelsen,
Jernaldervej 259 B,
tlf. 86 24 06 14

Månen

Jorden bliver holdt fast i sin hældning af Månen, hvis bane for øvrigt afviger 5,9 grader fra ekliptikaplanet. Månen er omkring en fjerdedel så stor som Jorden, og Jorden er den planet, som har den største måne i forhold til sin størrelse. (Her ses bort fra, at Pluto sammen med Charon nu betragtes som en dobbelt dværgplanet.)
Jordens hældning er blandt meget andet skyld i klimabælterne og sandsynligvis også en stærk medvirkende årsag til, at der har kunnet opstå liv på Jorden.

Uranus

Det havde været meget meget indviklet, hvis vi havde levet på Uranus. Den er simpelthen tippet over, så dens akse afviger 98 grader fra at være vinkelret på Ekliptika. Dens mange måner og ringe følger hældningen.

Læs også

▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2008-05 Juni

Rating

Synes du om artiklen?

Hjælp Skræppebladet med at blive bedre - giv en hurtig feedback.

  • Øv - ikke god
  • Nogenlunde
  • OK
  • Cool - god artikel
  • Kan anbefales
Klik på en smiley - du kan skifte mening bagefter.
Kommentar

Deltag i debatten og skriv kommentar som vises til alle

Skriv en kommentar

Denne side:

Kilde

Denne artikel er bragt i
Skræppebladet
2008-05 Juni
i sektionen Artikler

forsiden af magasinet 2008-05 Juni

©Copyright

Skræppebladet har copyright til denne artikel.

Det er ikke tilladt at kopiere eller viderebringe elementer uden skriftlig aftale.

Den eksklusive copyright tilhører de originale bidragsydere fx skribent og fotograf.

Læs mere om copyright på Skræppebladet

Kontakt

Skræppebladet er forenings- og beboerblad i Brabrand Boligforening

Skræppebladet
Gellerup Museum
Gudrunsvej 16, 6
8220 Brabrand

Se seneste kolofon og kontakt redaktionen for nærmere information om denne artikel.

Web-sektioner

Nyheder

Magasin

Aktiviteter

Afdelingerne

Foreningen

Debat

Mine bogmærker

henter data

Mine seneste artikler

henter data