Åben opgang i festugen

Beboerne i Gudrunsvej 76 slog dørene op for århusianerne i festugen

af Helle Hansen. Foto af Ingvald Birk

Temaet for dette års udgave af Århus Festuge var ”Open City – Åben By”. Og i den anledning tog en række beboere i nummer 76 på Gudrunsvej imod opfordringen om at slå dørene op og invitere nysgerrige århusianere indenfor.

Arrangementet var del i en festugekonkurrence, hvor nysgerrige århusianere kunne få lov at kigge inden for på steder, hvor der normalt er lukket for offentlig adgang. Det betød, at der i løbet af festugen var ekstraordinært åbent for vinderne i konkurrencen i bogtårnet ved Statsbiblioteket, på borgmesterens kontor, hos Søværnets Operative Kommando, der inviterede inden for i hovedsædet under jorden i Marselisborgsskoven, og så altså også hos beboerne på Gudrunsvej.

Festugen fandt sted midt i Ramadan­en. Det betød, at de muslimske beboere fastede, og at de derfor ikke deltog i kaffe og kagespisningen, som foregik i en 5-værelset lejlighed på 7. sal, hvor der var udsigt over hele byen.

Den imponerende kage var bagt af bagermesteren fra Bazar Vest, der selv bor i nummer 76 på Gudrunsvej. Kag­en blev leveret af bagermesteren selv til stor begejstring for alle gæsterne, som var spændte på at møde beboerne i opgangen.
Efter kaffe og kagen og lidt snak og spørgsmål om livet i Gellerup fortsatte festugegæsterne ud i opgangen. Her havde beboerne, som deltog i arrangementet, ladet hoveddørene stå åbne, så gæsterne kunne kigge inden for og se, hvordan et somalisk og et arabisk hjem i Gellerup ser ud. En ung studerende viste også, hvordan en lille midterlejlighed kan indrettes til ungdomshybel.

Efter et par timers besøg og en masse snak, spørgsmål og svar var arrangementet slut, og de besøgende århusianere takkede, fordi de havde lov til at kigge inden for i en verden, som mange uden for Gellerup oplever som lukket.




Del eller print denne side:  


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 
© 1970-2020
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt