Otto har en ven

Jeg har en god ven, der hedder Adam. Han er gårdmand i Brabrand Boligforening. Her kan I læse historien om Adam.

af Ulla Bording Jørgensen, Meyerprojektet

Jeg har en god ven, der hedder Adam. Han er gårdmand i Brabrand Boligforening. Her kan I læse historien om Adam.
Adam kunne noget særligt. Han kunne tale med de små dyr i naturen.

En dag fløj en solsort hen til ham og kvidrede om, at Regnormen Regner ikke kunne komme ned i sit regnormehul, fordi en lille dreng havde kastet et stykke slikpapir oven på hullet. Adam syntes, det var synd for Regnormen Regner, så han skyndte sig ud på den lille sti for at finde ham.

Pludselig hørte han en lille stemme råbe:” Adam, Adam! Hallo! Det er mig Regnormen Regner. Jeg er lige her nede ved din sko.” Adam kiggede ned på sin sko, og sandt nok sad der en lille sød regnorm for enden af hans sko. ”Det var godt, jeg fandt dig, Regner. Jeg har ledt efter dig! Jeg har hørt, at en lille dreng har kastet et stykke slikpapir over dit regnormehul, så du ikke kan komme hjem? Den dumme dreng! Man må ikke kaste med slikpapir her ude i naturen,” sagde Adam, mens han blev lidt vred.

Regnormen Regner kiggede på Adam og sagde:” Rolig nu, Adam. Det kan være, drengen ikke vidste, at han ikke må kaste med slikpapir. Måske har han aldrig fået det at vide? Heldigvis, Adam, har vi gårdmænd som dig, som kan hjælpe os med de ting, vi ikke selv kan.” Adam smilede og samlede et stort stykke slikpapir op fra jorden og puttede det i skraldespanden. ”Hurra! Hurra!” Råbte Regnormen Regner. ”Nu kan jeg komme hjem igen. Tusind tak Adam! Nu er jeg reddet.”

På vej tilbage til de andre gårdmænd mødte Adam Mariehønen Marie. Hun fløj så fint i vinden med sine røde vinger med små sorte pletter. ”Hej Adam, jeg var på vej op og bede om godt vejr, men på vej op mod himlen hørte jeg nogen råbe om hjælp. Det var Fluen Oskar, han er blevet fanget i en pose, som hænger på et træ. Du må komme og hjælpe mig med at få ham ud.” Adam skyndte sig at følge efter Mariehønen Marie, så de sammen kunne finde Oskar og hjælpe ham ud.

Da de kom til træet, hvor Oskar råbte om hjælp, hang der en hvid pose på en gren. ”Hvem er det dog, der kaster med poser her ude. Det må man ikke!” Sagde Adam, mens han fandt en pind frem, så han kunne få fat i posen. Adam kunne næsten ikke nå, men det da endelig lykkedes ham, skyndte Fluen Oskar sig at flyve ud. ”Tusind tak Adam, du har reddet mig! Det er godt vi har jer gårdmænd her, ellers ville vi alle sammen dø af det skrald, der ligger rundt om i naturen.” Adam smilede og vinkede til Mariehønen Marie og Fluen Oskar.

På vejen hørte han nogen råbe og puste. Det lød som om, der var en der brugte alle sine kræfter.”Kom nu! Kom nu! Slip mig så!” Det var Græshoppen Villy, som sad fast i et stort, rødt stykke tyggegummi. ”Jamen Villy, hvad laver du dog?”  ”Adam, er det dig? Hjælp mig! Jeg hoppede bare glad hen over græsset, som jeg altid gør, og lige som jeg skulle lave et af mine super hop, sad jeg pludselig fast. Der må være nogen, der har kastet et stykke tyggegummi, og nu sidder mine fødder fast.” Adam tog fat i tyggegummiklumpen og løftede Græshoppen Villy. Han kiggede først rigtigt godt på tyggegummiklumpen, så han kunne hjælpe Villy, uden at han ville komme til skade. Adam fik stille fat i Villys små, fine fødder og fik løftet ham fri fra tyggegummiet. Græshoppen Villy hoppede ned på jorden og hoppede syv glade hop, mens han råbte: ”Tak Adam, tusind tak.”

Adam tog tyggegummiklumpen og puttede den ned i skraldespanden sammen med nogle andre ting, som ikke skulle ligge ude i naturen.

Det varede ikke længe, før Adam kunne høre en stemme råbe. ”Sofie, Sofie, Kan du høre mig? Jeg skal nok få dig op. Bare rolig Sofie!” Adam skyndte sig over for at se, hvad der skete. Det var to små myrer, der havde brug for hjælp. Den ene myre var fanget nede i en vandflaske, som bare lå og flød. ”Har I brug for hjælp” spurgte Adam. Myren kiggede op på ham. ”Ja. Jeg er Myren JensBomStærk, og nede i flasken er min lillesøster SofieSuperSmuk. Vi legede bare på flasken, for den var så stor og glat. Mor og far siger, at vi ikke må lege med skraldet, fordi det kan gå galt. Nu er Sofie fanget nede i flasken, og hun kan ikke komme ud. Kan du hjælpe os?” Adam kiggede på JensBomStærk og nikkede med hovedet. Han tog fat i flasken og vippede den stille til siden, så SofieSuperSmuk kunne kravle ud. ”Tusind tak, Adam,” sagde Sofie mens hun kiggede op på Adam med hende store smukke øjne. Det var så lidt, sagde Adam. Adam tog flasken og kastede flasken ned i skraldespanden.

Sådan gjorde gårdmanden Adam hele dagen. Når han kom hjem fra arbejde, var han rigtig glad, for han havde hjulpet alle de små dyr. Men der var så mange små søde dyr, som Adam gerne ville hjælpe, og selvom alle gårdmænd samlede skrald og ryddede op, var der altid en smule tilbage. Så en dag fik Adam en god ide. Han ville skrive et brev til de søde børn i området, hvor han spurgte, om de ikke ville hjælpe med at få alt slikpapir, tyggegummi, flasker og poser i skraldespanden.

Adam vidste godt, at børene ikke kunne snakke med dyrene, og at de ikke kunne hjælpe på helt samme måde som Adam og hans venner. Derfor gjorde Adam nogle opgaver klar til børnene, som de kunne lave sammen.
Adam glædede sig over de mange søde børn, som ville hjælpe ham og de små dyr i naturen.

Hvilke dyr oplever hvad?

Klik på billedet for at se det i stor størrelse

Klik på billedet for at se det i stor størrelse




Del eller print denne side:  


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 
© 1970-2020
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt