Flytteafregning på 23.000
Det koster i sidste ende ikke at vedligeholde sin bolig rigtigt
af Marianne Stenberg / Journalist Brabrand Boligforening
I juli kunne nyhederne på P4 Østjylland fortælle om en beboer, der var flyttet fra Søvangen og efter syn fik en flytteafregning på 23.000 kroner. Beboeren havde boet i en lejlighed i Søvangen i fire år.
I nyhederne i radioen fortalte beboeren, at han var meget chokeret over den store regning, som blandt andet dækker rengøring og nyt tapet. Ifølge beboeren er det noget, der blot skal tages over vedligeholdelseskontoen.
Synligt vred gav han i radioen boligforeningen en kraftig kritik og langede især ud efter afdelingens inspektør, som efter beboerens mening ikke havde gjort sit arbejde godt nok.
Kun én til at betale
Vi kan godt forstå, at beboeren ikke synes, det er let at få en flytteafregning på 23.000 kr. Det er mange penge, men når det kommer til at sætte en bolig i stand, som ikke er holdt ordentligt, så er der kun én til at betale – og det er beboeren. I det her tilfælde er der nemlig tale om misligholdelse af boligen, og det dækkes fuldt ud af fraflytteren.
Misligholdelse er man selv skyld i
Når en beboer flytter ind i en bolig, så betaler han et indskud. Flytter beboeren, får han hele indskuddet tilbage, hvis der ikke er sket skader på boligen, som han selv er skyld i. Skader eller misligholdelse kan for eksempel være, hvis beboeren ikke har gjort ordentligt rent, har slået til en dør, så den er gået i stykker – eller måske har malet eller tapetseret i lejligheden, men at det er gjort så ringe, så det er nødt til at blive lavet om.
En pæn bolig til næste beboer
Når man flytter fra sin bolig, skal man i princippet aflevere den på en sådan måde, så andre kan holde ud at bo der. Det vil sige, er der ikke gjort ordentligt rent inden syn, og varmemesteren finder madrester og gammel sovs ned ad komfuret. Ja så bliver der bestilt et rengøringsfirma til at gøre rent, så den næste beboer kan flytte ind i en bolig med et rent køkken. Regningen for dette går selvfølgelig til fraflytteren – og trækkes fra indskuddet.
På håndværkerniveau
Beboerne skal også huske, at når de går i gang med at sætte deres egen bolig i stand, så skal det gøres ordentligt. Ønsker man nye farver på væggene, kan en beboer i de fleste afdelinger i boligforeningen hæve på vedligeholdelseskontoen og derefter købe maling og selv gøre arbejdet. Men har man malet alle stikkontakter i grøn vægmaling og ikke fjerner det, så vil det blive sat i stand ved fraflytning på fraflytterens regning. Man skal altså sørge for, at det man selv laver er håndværksmæssigt forsvarligt, som det hedder.
Ingen tvivl i Søvangen
I tilfældet med beboeren på Søvangen er der ingen tvivl om, at det store beløb dækker misligholdelse. Det vil sige, beboeren som klager til radioen, har ikke passet boligen på en måde, så den var til at bruge for en ny-indflytter. Ved syn har varmemesteren taget billeder af de tilfælde af misligholdelse, der er i lejligheden – og kigger man på dem, er der ingen tvivl om, at det må beboeren altså selv betale for at få sat i stand.
Et kig i synslisten
Vi har kigget synslisten igennem:
Indtil flere steder i lejligheden er der ikke gjort rent. I køkkenet er komfuret for eksempel fyldt med madrester ned ad siderne. Et køkkenskab er fyldt med madkrummer, og håndvasken er tydeligt fedtet. Køkkenfliserne og skabslåger er beskidte.
Vinduerne i boligen er ikke vasket.
På badeværelset gælder det samme: Toiletsæde, håndvaske skal gøres rent og sanitet skal afkalkes.
530 kr. kostede et rent toilet
Hvad angår badeværelset siger beboeren til radionyhederne, at det fandt han ikke nødvendigt i og med, at hans badeværelse alligevel stod for at skulle renoveres. Det er også rigtigt. I Søvangen gennemgår alle badeværelser en total renovering. Men beboerens lejlighed stod klar til genudlejning 1. juli og skulle først renoveres i august. Der blev derfor bestilt rengøring til badeværelset, da boligforeningen ikke ville byde en ny beboer at flytte ind i en bolig med et beskidt toilet. I alt beløber badeværelsesrengøringen sig til 530 kroner ud af den totale fraflytterregning på 22.150 kroner.
18.000 kr. tapetafrens
Den store post i regningen er derimod tapetafrens. Det betyder, at der kommer en maler, som piller det gamle tapet ned og sætter nyt op. Pris i alt 18.000 kroner. Beboeren skal selv betale for dette, da der i dette tilfælde ikke er tale om hverken fugtskade, skimmelsvamp eller noget som helst andet. Tapetet er sat op så dårligt, at det må gøres om. Det sidder flere steder løst i kanterne, så man tydeligt kan se, at det ikke er sat rigtigt op. Flere steder er baner sat op med så stort et mellemrum, så den gamle væg i gul farve kan ses ud gennem tapetet. Det kaldes misligholdelse, og det er der kun en til at betale nemlig fraflytteren, som i den periode han er beboer, også har ansvaret for boligen.
Få råd hos varmemesteren
Det er altid en god idé at tage en snak med varmemesteren, inden man går i gang, hvis man ikke selv er den store håndværker. På den måde kan beboere få vejledning og dermed undgå at få en stor efterregning, når de flytter fra boligen.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2009-07 September

