Boligrenoveringer skal give mere livskvalitet
Brabrand Boligforening deltager i et nyt forsknings- og udviklingsprojekt, som Aarhus Universitet står i spidsen for. Innovationsfonden støtter med 21.2 mio. kr
Af Lotte Pape
God energirenovering – hvad er det? Normalt vurderer vi et byggeprojekt ud fra standarder som for eksempel isoleringsevne, varmetab, luftfugtighed, temperatur, luftkvalitet og lysindfald. Et nyt projekt går skridtet videre og ser, om det er muligt at udvikle en vurderingsmodel for beboernes subjektive oplevelser af at leve i de nyrenoverede boliger.

Projektet hedder RE-VALUE og har et budget på 21.2 mio. kroner. Projektets parter er Brabrand Boligforening, DEAS, Enemærke og Petersen a/s, Wicotec Kirkebjerg a/s, Develco Products a/s, Racell, AART architects, Amplex a/s, IdealCombi a/s
Målbar og oplevet værdi
I dag ved vi meget lidt om, hvordan forandringerne påvirker beboernes oplevede komfort indendørs, eller hvilken betydning det har for områdets beboelseskvalitet i øvrigt., forklarer Søren Wandahl, der er ingeniørdocent ved Aarhus Universitet.
Forskerne håber gennem projektet at kunne udvikle en model til energirenovering, som i princippet kan fungere som et værdiindeks allerede i byggeriets planlægningsfase. På den måde kan en bygherre teste og prioritere mellem forskellige forslag og designs til energirenovering. Derved kan man finde det renoveringsforslag, der passer bedst til det enkelte byggeri og dermed giver mest værdi for pengene.
Målinger og feltstudier
For eksempel vil man kunne se, at man måske nok får et lidt større varmetab ved at vælge et stort vinduesparti, men til gengæld giver det måske beboerne en meget stor oplevet tryghed, når de færdes ude, forklarer Søren Wandahl. Forsknings- og udviklingsprojektet bliver et miks af bl.a. sensorbaseret energiovervågning, antropologiske feltstudier, fysiologiske tests og indeklimavurderinger.
Gellerup fuldskala-laboratorium
I projektet skal to aarhusianske boligområder med forskellige beboersammensætninger gennemgå omfattende renovering og fungere som fuldskala-laboratorium for forskerne. Det er forventningen, at boligerne i Afd. 4 Gellerupparken i de kommende år skal gennemgå en omfattende renovering, og det er planen, at renoveringen indgår i forsknings- og udviklingsprojektet, så beboerne forhåbentlig både får et bedre energiregnskab og en højere livskvalitet.
Vidste du
at du på minetilbud.dk kan afmelde de reklamer, du ikke ønsker at modtage i postkassen?
På den måde kan du undgå unødigt papirspild, og du får kun de reklamer, du gider at læse. Ordningen hedder NejTak+, og du kan tilmelde dig på minetilbud.dk.
Boligforeningen får medhold
I forbindelse med en række domme for brandstiftelse i den såkaldte Viben-sag for nogle år siden fik flere af de dømtes familier ophævet deres lejemål i afd. 4 Gellerupparken i Brabrand Boligforening, som de herefter fraflyttede.
Imidlertid har én af de daværende lejere efterfølgende forsøgt at blive genindsat som lejer i Brabrand Boligforening og har prøvet sagen ved domstolene.
Den 25. februar blev der afsagt dom, som giver Brabrand Boligforening medhold i retten til at nægte at genindsætte den pågældende som lejer i boligforeningen.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2016-02 Marts