Afd. 4: Gellerup­parken fik styr på vedligeholdet

Afdeling 4 klar til at bryde med TDC og YouSee for at få billigere internet

Torsdag den 28. november holdt Gellerupparken ekstraordinært beboermøde for at få de nye vedligeholdelsesreglementer, inden afdelingen til januar overgår til A-ordning, som er besluttet i forbindelse helhedsplanen fra 2021.

Selv om beboerne stemte nej til planen, så er der altså besluttet, at hele afdelingen pr. 31.12.24 vinker farvel til B-ordningen og opsparingen til vedligehold. Fordi Gellerupparken er midt i renoveringen, og fordi de to første pilotblokke har haft forskellige grader af istandsættelse, så var det nødvendigt at vedtage tre forskellige vedligeholdelsesreglementer, eller helt præcis fire forskellige, fordi en enkel stue­lejlighed i blok B4 på Gudrunsvej er helt for sig selv, den er døbt New York-lejligheden på grund af dens rå betonvægge, som ikke må males og tapetseres, så den har sit helt eget reglement.

Beboerne i Gellerupparken lavede masser af armbøjninger til deres ekstraordinære beboermøde.

B-opsparing kan fortsat bruges

På mødet fik de nuværende beboere oplyst, at december måneds leje er den sidste, hvor der også skal indbetales til B-ordningen. Derefter vil beløbet, som er opsparet på B-ordningen i lejligheden, kunne bruges, så længe den nuværende beboer bor i lejligheden, efter de hidtidige regler for brug af B-kontoen. Står der stadig penge på kontoen, når beboere flytter, eller når renoveringen når frem til lejligheden, så bliver det beløb brugt på at renovere lejligheden, og er der stadig penge, så tilfalder de afdelingen.

Nye lejere fra 1. januar 2025 kommer til at bo under A-ordningen, hvor de selv skal stå for at betale for vedligeholdelse.

Arme stræk og arme bøj

Det blev en yderst aktiv aften for de godt 50 beboere, som var mødt frem, og dirigent Peter Iversen måtte holde tungen lige i munden. Ikke færre end 18 afstemninger skulle der gennemføres, hvor stemmesedlerne skulle i vejret, hvis man stemte ja eller nej. En enkelt gang kunne afstemningen ikke klares på den facon. Det var ved spørgsmålet om, hvorvidt beboerne i blok B4 fortsat skulle have lov til at male træværket på deres karme og lister henholdsvis hvidt, gråt eller sort, eller om farven kun måtte være hvid, som foreslået af administrationen.

Det blev et stort flertal for fortsat valg mellem tre farver. Senere blev det vedtaget, at den regel også kommer til at gælde for blok B7.

Efter godt en times arm-gymnastik kunne administrationschef Susanne Witting ønske afdelingens beboere tillykke med, at de nu havde fået et nyt vedligeholdelsesreglement – eller mere præcist fire nye af slagsen.

Råderet til tapet, havehegn og salondøre

Derefter gik beboerne i gang med at stemme om forslag til nye elementer i råderetskataloget. Og det blev besluttet, at beboere i stueetagerne nu gerne må opsætte hegn og havelåger, hvis de overholder retningslinjerne i kataloget, og beboerne forinden har orienteret administrationen. Det blev også vedtaget, at beboere, som ikke ønsker at leve med filt på væggene, godt må opsætte tapet mod at indbetale et depositum. For tapet på alle vægge i en lejlighed på 113 kvadratmeter vil det blive cirka 5.000 kroner.

Endelig blev det også tilladt for beboere i blok B7 at genopsætte de gammelkendte salondøre ind til køkkenet, som forsvandt under renoveringen af blokken for fem år siden. Det skal gøres håndværksmæssigt korrekt og vil koste en merhusleje på 10 kroner om måneden til henlæggelser.

Billigt internet

For 10 år siden var Gellerupparken en af de første afdelinger til at bryde med Stofa, fordi afdelingen ønskede at give beboerne mulighed for at vælge mellem kanal-tv og internet. Men i dag er aftalen med YouSee ved at være en så dyr fornøjelse, at afdelingsbestyrelsen bad om beboermødets opbakning til arbejde hen imod at købe de kabler, der er trukket op til lejligheder, så beboerne kan vælge en anden og billig­ere internetudbyder.

Beboermødet fik at vide, at med erfaringerne fra andre afdelinger så vil beboerne i Gellerupparken kunne se frem til en klækkelig besparelse ved at gøre sådan. Der blev sagt ja tak til forslaget. Så nu går afdelingsbestyrelsen sammen med administrationen i gang med at forhandle med TDC om kablerne.

Fem nye suppleanter

Sidste punkt på dagsordenen før ’eventuelt’ var af valg af suppleanter til afdelingsbestyrelsen på 13 personer, som var løbet tør for substitutter. Fem beboere sagde ja tak til at stille op og være villige til at ville snuse til boligforeningsarbejdet. Derfor skulle stemmeseddel 2 i brug, og alle skulle vælge en af de fem kandidater, som fik et lille minut til at præsentere sig selv.

Resultatet blev, at Abdul Rahman Haris Humayun blev 1.-suppleant, Souheir Nasser 2.-suppleant, Thore Philip og Svend Musaeus delte 3.-pladsen og Ulrich Hoelgaard blev nummer fem. Alle suppleanter blev opfordret til at prøve at deltage i et bestyrelsesmøde, som er offentlige møder, alle beboere kan deltage i.

Kort lynkarriere

For den unge Abdul Rahman Haris Humayun blev det en kort karriere som 1.-suppleant, fordi Said Ali Aden allerede dagen efter afdelingsmødet trak sig fra bestyrelsen på grund af manglende tid. Så Abdul Rahman er nu nyt bestyrelsesmedlem, mens de øvrige suppleanter er rykket et trin op.

Læs også

▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2024-07 December

Rating

Synes du om artiklen?

Hjælp Skræppebladet med at blive bedre - giv en hurtig feedback.

  • Øv - ikke god
  • Nogenlunde
  • OK
  • Cool - god artikel
  • Kan anbefales
Klik på en smiley - du kan skifte mening bagefter.
Kommentar

Deltag i debatten og skriv kommentar som vises til alle

Skriv en kommentar

Denne side:

Kilde

Denne artikel er bragt i
Skræppebladet
2024-07 December side 18
i sektionen Afdelingerne

forsiden af magasinet 2024-07 December

©Copyright

Skræppebladet har copyright til denne artikel.

Det er ikke tilladt at kopiere eller viderebringe elementer uden skriftlig aftale.

Den eksklusive copyright tilhører de originale bidragsydere fx skribent og fotograf.

Læs mere om copyright på Skræppebladet

Kontakt

Skræppebladet er forenings- og beboerblad i Brabrand Boligforening

Skræppebladet
Kollektivbyen
Gudrunsvej 78, 2.-3.sal
8220 Brabrand

Se seneste kolofon og kontakt redaktionen for nærmere information om denne artikel.

Datoer:

  • ekstra­ordinært beboer­møde
    Afd. 4: Gellerup­parken fik styr på vedligeholdet
Se kalender
Web-sektioner

Nyheder

Magasin

Aktiviteter

Afdelingerne

Foreningen

Debat

Mine bogmærker

henter data

Mine seneste artikler

henter data