Et besøg i cykelværkstedet i Holmstrup
Her kan du få hjælp til med cykel
tekst og foto af Jens skriver
Leg, snak og arbejde blev forenet, da Hans Martin Gaardhus hjalp tre drenge med at reparere cykler i cykelværkstedet i Holmstrup den aften, jeg kom forbi. I kælderlokalet står cykler, der er indleveret til reparation, og cykler til reservedele. Væggene er fyldt med redskaber og reservedele.
En plakat med helten Bjarne Riis er der dog også blevet plads til. Hans Martin får samtidig tid til at reparere et gearnav, så det griber, når der bliver trådt på det. Han fortæller, at der er åbent en aften om ugen. Somme tider har der været en vinterpause, men i år har der været åbent hele vinteren. ”Der kommer ikke så mange om vinteren,” siger han. ”Fra nul til syv.”
Arbejdsgruppe
Han skiftes med Hermann Nielsen til at passe værkstedet, men sommetider træder også andre til. Værkstedet blev indviet i 1996. De første år var der en otte til ti stykker, der på skift passede stedet, men de fleste faldt. Enkelte har stadig en nøgle og hjælper engang imellem. I sin tid fik aktiviteten etableringsstøtte, og siden har den fået byudvalgsmidler. Nu giver afdelingsbestyrelsen somme tider mindre beløb til køb af værktøj.
Det sker der
Her kan man selv reparere sin cykel og få hjælp til det lidt sværere. ”Det er ikke alt sammen lige ukompliceret,” forsætter Hans Martin. ”Troværdige kan låne nøgler. Det er rart at kunne hænge cyklen op og låne værktøj.”
”Vi har mange reservedele som lapper og slanger, men det kniber med sliddele som kæder, bremseklodser, kranse og tandhjul bag til,” siger han. ”De dele må man selv købe”.
Til slut en løftet pegefinger: ”Det er en regel: Man skal opføre sig ordentligt! Hvis man bliver for kåd, bliver man smidt ud. Det er især sjovt at lege med trykluft. Lidt justits skal der til”, understreger Hans Martin.
Da, jeg går, er han ved give vejledning over telefonen.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2008-03 April