Afstande i verdensrummet

Målemetoder var længe undervejs

af Jens Skriver, Astronomiklub Capella. Illustration af Jesper Ankjær

Et af astronomiens største problemer har været at beregne afstandene i verdensrummet. De er af umådelige dimensioner, men hvor store de egentlig er, gik forholdsvis sent op for astronomerne.

Tycho Brahe mente som bekendt, at Jorden var universets centrum, selv om han udmærket var klar over, at de ydre planeter bevægede sig rundt om Solen. Det byggede han på, at det ikke var muligt for ham at måle forskelle i de vinkler, stjernerne danner med hverandre.

Det var først astronomerne ved Solkongens observatorium ved Versailles, der begyndte at opnå brugbare resultater. Det var her, astronomen Ole Rømer fra Århus bestemte lysets ”tøven” (hastighed) ved hjælp af studier af Jupiters måner, og i 1671 lykkedes det observatoriets direktør Giovanni Cassini at beregne afstanden til planeten Mars. Han målte dens vinkler til nogle stjerner i Paris, mens en assistent målte vinklerne i Brasilien.

Ud fra simple trigometriske beregninger kunne de derefter beregne afstanden til Mars til 65 millioner kilometer svarende til omtrent 5000 gange Jordens diameter. Tallene var sensationelle og gav for første gang en forestilling om, hvor store afstandene i verdensrummet faktisk er.

Venuspassage
De første afstandsbestemmelser skete ud fra det velkendte geometriske princip, at er tre vinkler og/eller sider på en trekant kendt, kan resten beregnes. Da planeterne hele tiden flytter sig i forhold til Solen og til hverandre, skulle man tro, at det var en simpel opgave, men på den tid havde man ikke det nødvendige måleudstyr.

Englænderen Edmund Halley udarbejdede en plan for at beregne afstanden til Solen og Venus ved hjælp af studier af venuspassager. Jordens og Venuses baner ligger ikke helt i samme plan, så det er forholdsvis sjældent, Venus ses som en lille skive, der passerer foran Solen. Efter Halleys død forekom venuspassager i 1761 og 1769.

Det første år blev James Cook sendt til Haiti for at observere passagen her. Tanken var, at hvis passagen blev observeret forskellige steder på Jorden, ville forskelle kunne måles. Det lykkedes ikke i første omgang; i stedet kortlagde Cook det meste af Stillehavet. Men i 1769 blev afstanden til Solen fastlagt med nogenlunde nøjagtighed.

Parallelakser

Capella Astronomiklub
Kontaktperson:
Niels Jørgensen,
Jernaldervfej 257B, 1.
tlf. 86241620.

Med simpel trigometri ville astronomerne også måle afstanden til stjernerne. Da Jorden bevæger sig, må den vinkel, stjernens position ses under, ændre sig. Det gør den også. Problemet er bare, at det drejer sig om så små vinkler, at de er meget vanskelige at måle.

I løbet af 1800-tallet lykkedes det at måle parallelakserne, som de kaldes, til enkelte stjerner. Det viste sig imidlertid, at stjerners vinkler, til de stjerner, som ligger bagved, kan måles, og ved målinger af ændringerne i disse vinkler kan afstanden beregnes. Målingerne skete ved et såkaldt heliometer. Det er en refraktor, hvis objektiv er delt. Herved fås to forskudte billeder af samme stjerne, og vinklen til bagved liggende objekter kan måles.

Det er dog kun de nærmeste stjerners afstand, som kan måles på den måde. I begyndelsen af 1900-tallet udvikledes metoder til at måle afstanden til stjerne ved hjælp af deres lysstyrke.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)

*




 
 
© 1970-2019
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt