Ghettopolitik og helhedsplan

Om den forvredne politik, de mange stillinger og den dårlige samtale

af Herman Nielsen

Jeg har været aktivt med i de efterhånden 15 år, hvor den statslige politik har beskæftiget sig med de multietniske enklaver, som er det reelle udtryk for de almene boligområder, som populært og forkert kaldes ghettoer. Ved byudvalgets start skrev jeg artiklen ”Byudvalgets forslag er mere af det forkerte”, og her hvor Programbestyrelsen er færdig efter sine fire års arbejde, er en engageret indblanders overvejelser igen på sin plads.

Ghettopolitik

Den nuværende regering fremlagde i maj 2004 Regeringens strategi mod ghettoisering, som den derefter nedsatte programbestyrelse så har arbejdet ud fra. Den har inden for sit kommissorium lavet godt arbejde, og det har da også været sympatiske og socialt indstillede medlemmer.

På programbestyrelsens afsluttende konference spurgte jeg formanden, Jørgen Nue Møller, hvordan det kunne være så ligetil at arbejde med den nuværende regerings politik, når nu han og andre politisk hørte til andre steder og ofte var meget kritiske over for en regering, som øger segregationen i landet? Nue Møller henviste til den omfattende konsensus om netop ghettodannelsen og dens negative konsekvenser. Det tema vil jeg afslutte med.
Hvad handler regeringens politik så om?

Her er nogle centrale punkter.

Ghettoisering – en barriere for integration

Den almene sektor hjælper os, der langt fra har den gennemsnitlige indtægt på 250.000 kr. årligt pr. voksen til alligevel at kunne bo godt. Det er netop sektorens berettigelse, at vi relativt fattige kun i meget ringe grad bliver hjemløse, sådan som det ellers går til rundt om i andre rige lande.

Fordi der er generelle segregationsmekanismer i det danske samfund, og regeringen understøtter dem, bliver vores sektor over tid dårligere, understøttet af et folketingsflertals brug af vores renoveringsmidler.

I stedet for politisk at reducere samfundets forskellige segregationsmekanismerne er der blevet højkonjunktur i stillinger i ghettoerne, hvor de udstødte så på alle måder kan blive belært om at spise korrekt, hilse på deres nabo, stå op om morgenen, ta’ sig af deres børn osv.

Da jeg deltog i programbestyrelsens afsluttende konference, hvor der vel var godt 200 deltagere, var jeg i gruppe med 60 andre for at høre om forholdene i København. Jeg var der som beboer og den eneste sådan, resten var ansatte! Jeg havde kendskab til yderligere én beboer i en af de andre grupper, så vi kan godt ha’ været de to eneste ud af godt 200 på konferencen. Programbestyrelsen har som motto haft ”for dialog og balance i udsatte boligområder”. Det er værre end absurd teater, men der er for nogle mange penge i det!

Ghettoiseringen er ikke et resultat af frie menneskers frie valg

Hvis vi nu, som forskerne foreslår, i stedet taler om multietniske enklaver, så har rigtig mange beboere valgt dem – men voldsomt segregerede og marginaliserede mennesker er selvfølgelig sjældent frie. Mange ønsker et større indslag af dansk etnicitet eller vil gerne bo et sådant sted, men har ikke pengene. Så nu bliver regeringens næste udsagn rigtig interessant.

Ghettoområderne er ikke dannet, fordi nogen ønsker dem

De multietniske enklaver, der generelt og uberettiget omtales meget negativt i medierne, samler både grupper, som er på vej ud i det danske samfund på alsidig og egen vis, og grupper som søger beskyttelse mod en uønsket ”dansk” omklamring.

Set på denne måde er regeringens udsagn falsk, fordi både nogle indvandrere, mange danskere og bestemte politikere har brug for ghettoproblemerne og ghettosnakken for profilering af egen position. Indvandrere for at varme sig i sammenholdet, og politikere for at fiske stemmer hos danskere uden kendskab til indvandrere og med ærindet at fastholde absurditeten ”danske værdier”.

Helhedsplan og samtale

Ghettoer er altså meget ønsket i den politiske debat, så mange danskere kan vide, hvor de ikke vil bo, og hvem de ikke vil ha boende i nærheden af sig.
Boligforeninger med afdelinger, der går under betegnelsen multietniske enklaver, er nu blevet pålagt ud fra regeringens ghettoplan og programbestyrelsens fortsættelse at udarbejde planer for omdannelse og ændringer svarende til måske flere mia. kr. i nogle områder, blandt i Århus hvor jeg hører til.

Ansvar og økonomi er delegeret til kommuner og boligforeninger, som selvfølgelig har problemerne; men ikke har skabt dem, da de er landsdækkende og udmøntende sig lokalt. Problemformuleringerne er heller ikke etableret i et fællesskab men dikteret oppefra i det præsentative demokrati, sådan som Ole Thyssens så fint har formuleret det i den formulerede demokratikanon.

Helhedsplan og samtale burde i min forståelse være samvær og snak om, hvordan vi forstår vores nuværende globale finanskrise, og om vi mener, den skal forsøges løst ved at ophobe endnu mere gæld for at la’ efterspørgslen hos os rige i en situation med voldsomt overskud af tjenesteydelser og varer bringe os endnu fjernere fra en løsning af de miljøproblemer, som ikke kan tales væk; men kun ramme os så meget hårdere, jo længere vi udskyder deres håndtering.

I en global situation med omkring 50.000 kr. i gennemsnit til jordboerne (lidt sjovt og illustrativt svarende til huslejen i en almen bolig), omkring 125.000 kr. pr. voksen i de multietniske enklaver og minimum det dobbelte af snittet i Danmark i programbestyrelsen (altså fire gange en ghettobeboers), dér burde der ha’ været mere perspektiv i programbestyrelsens arbejde. Men i det perspektiv har der ingen hjælp været at hente. Nue Møllers snak om konsensus har vist sig at være de riges sammenhold mod de fattige. I gamle dage var der rige, socialt indstillede konservative, som ud fra medmenneskelighed prøvede at hjælpe de dårligt stillede. Men det var så også i gamle dage.

Nu har det længe været på dagsordenen (dagens agenda, som det så flot hedder), at økologi ikke er noget, vi har råd til, når pengene flyder; men omvendt, at økonomi er en underafdeling af økologien. Der må snart komme nogle rige, som forstår, at de ikke kan æde deres penge, når mad og vand slipper op grundet miljøødelæggelse.