!-Debat: Alsidig beboersammensætning – jatak

Johanne Heilskov efterlyser i sit debatindlæg en mere alsidig beboersammensætning i Gellerup. Det er et fælles mål for boligforeningen at skulle sikre en alsidig beboersammensætning i alle vores afdelinger, således at vi undgår alt for mange sociale problemer samlet i en enkelt afdeling.

Derfor fremlagde vi for tre år siden en områdeplan for hele området fra Holmstrup Mark til Brabrand. Den omfattede altså afdelingerne på Holmstrup Mark, Gellerupparken/Toveshøj samt de tre ældste afdelinger.

Det var målet, at vi skulle sikre en god og alsidig beboersammensætning i de afdelinger, der ligger tæt på Gellerupparken/Toveshøj. Derfor aftalte vi med Århus kommune, at der indføres såkaldt flexibel udlejning i de seks afdelinger – og det er vores indtryk, at disse udlejningsregler har positiv effekt. Det er samtidig afgørende, at vi løser bl.a. de store renoveringsopgaver.

Kombineret udlejning og helhedsplan
I Gellerupparken og Toveshøj indførte Århus byråd den såkaldt kombinerede udlejning, der udelukker bestemte grupper fra ventelisten. Vi har samtidig en kontant linie over for beboere, der groft overtræder reglerne.

Men her må vi erkende, at dette ikke i sig selv skaber en alsidig beboersammensætning, der skal langt mere til. Og det er også tanken med helhedsplanen, der har som mål, at bydelen omskabes til et levende kvarter, hvor mange forskellige mennesker ønsker at bo.

De to afdelingsbestyrelser ønsker bestemt ikke at rive deres gode blokke ned, men har fremlagt en lang række forslag til ændringer af bygningerne og boligsammensætningen.

Nogle boliger vil overgå til andre formål, f.eks. erhverv eller kommunale arbejdspladser, og der skal bygges en række ny boliger i området, f.eks. ejer-, andels- medejer- ældre- og ungdomsboliger. Der skal laves højskole, uddannelse, kulturhus, bygade og mange andre ting, der kan trække mennesker til.

Ingen af disse ting kan enkeltvis løse opgaven. Det er derfor, vi taler om en helhedsplan, der skal ses i sammenhæng med en social- og uddannelsesindsats, så de unge fra området får samme mulighed for at komme videre i samfundet, som unge fra andre kvarterer har. Det er et langt træk, som tager flere år at gennemføre. Men nogle af tingene, f.eks. forbedringen af de grønne områder og oprettelse af en højskole er vi allerede i færd med at løse.

Keld Albrechtsen,
næstformand i Brabrand Boligforening

LÆS OGSÅ: Debatredaktion




Del eller print denne side:  


En kommentar til
“!-Debat: Alsidig beboersammensætning – jatak”


  • 1

    Pia Bjerre Christensen skriver:

    Om igen Keld!

    Jeg er oprigtigt glad for, at du nævner, at de to afdelingsbestyrelser ikke ønsker at rive blokke ned!

    Og jeg er bekymret for, at du kun indirekte forholder dig til, at Johanne Heilskov foreslår at indføre racediskrimination i Danmark.

    Du mener vel ikke, at race, etnicitet og religion har sammenhæng med det sociale udfordringer, vi står overfor i Gellerup?


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT




 
 
© 1970-2019
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt