Nordlys

Stor oplevelse for de heldige

af Jens Skriver – illustration: Jesper Ankjær

Selv har jeg kun set nordlys en enkelt gang, men hvis man er heldig, er der gode muligheder for at opleve dette farvespil i røde, grønne eller blå farver. Således var her store chancer for at se nordlys først i august.

Det kom ikke bag på astronomerne, for nordlys skyldes aktiviteter på Solens overflade. Solens yderste lag, fotosfæren, er en omkring 400 km tyk skal af gas. Temperaturen er 6000 grader Celcius, men det er meget mindre end Solens indre. Derfor indtræffer ofte voldsomme eksplosioner på Solens overflade, hvorved enorme mængder energi slynges ud i verdensrummet.

Solpletter
Sommetider kommer noget af Solens magnetfelt ud af fotosfæren. Det er omkring 2000 grader koldere end omgivelserne. Temperaturen får området til at synes mørkere, og det kan i en kikkert med solfilter ses som mørke pletter, der kaldes solpletter.

Aktiviteterne på Solens overflade varierer i en cyklus på 11 år. De kulminerede senest 2000, og aktiviteterne er først nu blusset op igen efter usædvanlig lang tids dvale. Et voldsomt udbrud kom nu 1/8.

Magnetfeltet
Solens magnetisme styrer magnetfelterne på de indre planeter. Når Jordens magnetfelt bliver ramt af store mængder elektriske partikler, slynget ud fra Solen, skaber det både forstyrrelser og nordlys.

Nordlys er kraftigst omkring de magnetiske poler, men kan på Jordens nordlige halvkugle forekomme så langt mod syd som Ægypten.

Tidligere var folk bange for Nordlys og tog det som et ondt varsel.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT




 
 
© 1970-2019
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt